Sandhed nummer tre.

Jeg er ikke, og har aldrig været det store sportslige geni, men jeg havde en meget kort karriere på et INDENDØRSFODBOLDHOLD. En flok piger i den ungdomsklub, som jeg frekventerede, synes det kunne være skægt, og jeg lod mig tale ind på holdet. Jeg skulle stå på mål, og gik i skarp træning med krum hals.

Dagen oprandt for vores debut i en eller anden turnering, og vi blev transporteret glade og opstemte afsted i folkevognsrugbrødet til en hal beliggende et eller andet sted, som jeg lykkeligt har glemt igen. Der var forøvrigt omklædning undervejs, hvilket på sine steder skabte lettere forvirring hos medtraffikanterne.

I løbet af den turnering blev det meget klart for mig, at der ikke var grund til at forfølge en karriere som målmand. Jeg var mildest talt elendig, og trak mig endegyldigt og for evigt ud af fodbold efter endt turnering.

Jeg havde ellers en fabelagtig træner. En bredtgrinende og entusiastisk ung mand med et særligt talent for boldmagi. Senere blev han solgt fra den lokale fodboldklub, hvor han spillede, og levede derefter af sit talent. Ikke også, Frank.