Dagens favntag.

I morges droppede jeg avisen. Jeg kunne ikke andet, for jeg blev nærmest trukket ud af døren og ned under de dueblå skydyner. Jeg trak vejret i så dybe drag, som man nu tør når man, som jeg, bor i byen.

Fyldt op med skarp og kølig energi, tog jeg skridtet fuld ud, og satte nøglen i cykellåsen. Det var berusende at svinge sig op igen. Nå ja, svinge og svinge, men næsten da. En lille tur hen til den lokale hvedebrødspusher med de enormt dyre hveder og det lækre maltbrød, blev det til. Der var også plads til lidt indkøb i det lokale supermarked.

Hjemme ved opgangsdøren slog det mig, at jeg alligevel havde slået for stort brød op. Indkøb går jo, som bekendt, ikke selv op af trapperne. Heldet var dog med mig, for Bjørnen var undtagelsesvis tidligt på færde, og var på sin runde rundt for at lokalisere resten af familien, blevet lullet ud af sin søvntilstand. Han svarede derfor prompte dørtelefonen, og straks fik indkøbene raske ben at gå på.

Det var imidlertid ikke nok for mig med den tur. Hertil eftermiddag måtte jeg lige efterprøve om det nuvundne terræn nu også holdt. Og det gjorde det.

Jeg kørte helt derud, hvor buschaufførerne venter, og fik besøgt et andet lokalt supermarked, hvor de solgte en lille kedelig, sølvgrå ghettoblaster med kasetteafspiller. Den tog jeg med hjem, samme med endnu en lanterne, der kan kaste lys over det hele, mens jeg hører lydbøger, der blev født før CDerne, holdt deres indtog i biblioteksverdenen.

Knæet? Ja lidt nas gør det jo, men nu kan jeg sætte mig tilrette med god samvittighed og glemme alt om knægenoptræning til i morgen. Måske med en lille painkiller indenfor rækkevidde.