Koks.

Jeg blev opmærksom på noget smukt garn forleden, og kom i kommentarfeltet til at afsløre min viden om smagen af koks, som åbenbart er lidt enestående. Hvorfra ved jeg noget om det?

Jamen, jeg har da bare benyttet mig af muligheden for også at smage mig gennem tilværelsen.

Nu er det ikke alt, jeg har haft lyst til at smage på, men altså koks, kridt, stearin, bark, blade, farveladevand, modellervoks, sæbespåner, mudder, sand, mursten, forskellige metaller, sejlgarn, græs, strandsten, papir og sprit er nogle af de ting, jeg smagsmæssigt har stiftet bekendtskab med hen ad vejen.

Jeg har også smagt bananskræl, og har også haft en mindre heldig oplevelse, hvor jeg efter at have spist en hel appelsinskræl, blev hundsyg, og brækkede mig i stride strømme. Den oplevelse bevirkede et anstrengt forhold til appelsiner mange år efter.

Koksene smagte jeg på, da jeg legede i min mormor og morfars have. De havde et koksskur, hvor man kunne sidde i fred og ro, og nærstudere de fantasktiske klumper. Den flotte sort farve, og den porøse overflade, lagde kraftigt op til en smagsprøve og her var tale om et bevidst valg.

Andre ting har ramt mine smagsløg tilfældigt. Enhvert barn, med adgang til en sandkasse, har vel prøvet at få sand i munden, og når det nu alligevel er havnet der, kan man vel ligeså godt smage på det. Ikke sandt?

Når jeg har siddet med farvelade, pensel, skylleglas og tekrus, er det da sket, at jeg har taget fejl af de to sidstnævnte, selv som voksen. Jeg har da også ved en lignende lejlighed fået blæk i munden. Sågar tusch.

Gennem barndommen har grene, blade og bark gledet gennem hænderne, og når man f.eks. fremstillede flitsbuer og pile, var det naturligt at holde en gren eller to mellem tænderne i så tilpas lang tid, at den bitre smag af bark uvilkårligt ramte tungen.

En anden speciel smagsoplevelse fandt sted til en lidt stillestående fest, hvor en af mine venner og jeg, i kedsomhed, kom til at tømme en buket tulipaner for kronblade. Det var kun meningen, at vi lige ville smage et par stykker, men det tog altså overhånd. Det er også en af de få gange, hvor jeg er gået videre fra bare at prøvesmage til desideret helt at fortære smagsobjektet.

Disse smagsundersøgelser har aldrig givet mig de store problemer, men en enkelt gang glippede det, og jeg aner den dag i dag ikke, hvad der lige skete for mig.

Vi havde fået nyt køleskab, et Atlas King, tror jeg. En afløser for det gamle isskab, som holdt tingene kolde ved hjælp af en stor firkantet isklump, der blev opbevaret i en stor zinkboks. Is fra den boks, havde jeg smagt mange gange.

Måske var det det tynde lag rimfrost i den nye frostboks indre, der var uimodståeligt, for inden jeg vidste af det, havde jeg stukket tungen ind for at smage, og sad derefter uhjælpeligt fast! Fornemmelsen af hudløs tunge holdt den dag sit indtog i min erindring.

Det kan godt være at mit kendskab til smagen af koks, er enestående. Alligevel opfatter jeg ikke selv min viden som speciel underlig. Bjørnens bemærkning om at alle, der har gået i skole, ved da hvordan kridt smager, styrker mig i troen på at, hvis man dykker tilpas langt ned i erindringen, kan man sandsynligvis hale lignende aparte smagsoplevelser frem i lyset.

Prøv selv!