fredag den 21. december 2007

Hvedekage.

Julemorgen spiser vi italiensk julekage, panettone, til morgenmad. Det bliver sværere og sværere at vælge, for der kommer flere og flere udgaver til. I år er morgenmaden pakket i en fin dåse og indholdsfortegnelsen fandt vi også tilfredsstillende.

Vi vaklede dog først rundt, og var også fristet af en udgave lavet med olivenolie og med meget frugt. Smukt indpakket i blødt, nærmest stoflignende papir, lukket med et guldbånd, hvori der var stukket en olivengren fast. Eller den i limefarvet guldpapir, ombundet med mørkegrønt gulddekoreret silkebånd. Den indeholdt ananas og abrikos, som også fristede. Der var også den trditionelle i papæsken med bærehank af silkebånd.

Nogle år har vi købt den stjerneformede udgave, der giver så smukke skiver, men den var ikke at finde denne gang. Et andet år købte vi en luksusudgave med masser af frugtstykker, pakket i rødt lakpapir og pyntet med en stor skotskternet sløjfe.

Vi snyder ikke med vores panettone, den forbliver uåbnet til julemorgen, selvom jeg allerede har udviklet drømmesyn- og duft om det øjeblik, når låget løftes af dåsen. Jeg fornemmer klart den liflige duft, sådan svagt vanilleagtig, der blander sig med duften af nybrygget te. Rigtig julet og rigtig nemt dér julemorgen.

Ingen kommentarer: