lørdag den 26. januar 2008

Hæsblæsende.

Jeg havde strik i hovedet i morges. Det var i dag, at jeg skulle til workshop hos Shabby klokken 10.30. Tankerne gik fra workshop til morgenavis lige indtil, at jeg havde fået tøffet mig ind i stuen, og skrækslagen konstaterede, at klokken var 10.00.

Jeg fik taget et bad, fik klædt mig på, fandt Shabbys nummer, og fik ringet hende op og fremvrøvlet, at jeg altså lige blev lidt forsinket.

Jeg smed kage, garn, kamera og strikkepinde ned i et eller andet, og drønede ud af døren. Regn og blæst ventede, men jeg bed hårdt sammen, og tog cyklen. Hvor meget for sent jeg kom, aner jeg ikke, men da sveden på panden og de hidsige hjerteslag havde lagt sig, og jeg havde fået grebet om pinde og prøveklud, var klokken lige omkring 11, så jeg tror ikke, at det var så galt endda.

Nu er jeg hjemme igen, og må lige lade den nye lærdom og alle indtrykkene lægge sig lidt, inden jeg formulerer mig nærmere, men det var en workshop, der rykkede, og jeg er Shabby meget taknemmelig for, at hun fik det hekset sammen.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Og resterne af dine fantastiske kager er her og når jeg kommer hjem fra biffen i aften - så skal jeg strikke prøver og spise kage, hvis ikke ungerne med kæreste har gjort kål på det :-)Tak for dejligt samværd