Jag.

Min morgenstund rødmede, så jeg tog afsted i troen på en luftig, kold dag. Kalkulerede overhovedet ikke med ubehageligt, nærmest sludagtigt regnvejr.

Arbejdede mig gennem dagen, og nåede endelig frem til en halv times spadseretur over torvet i regnvejr, inden jeg vendte næsen tilbage til udgangspunktet. Hvorfor trækker møder altid ud? Halsende efter tiden, drønede jeg afsted i en lettere regn, der undervejs tog til i tæthed, og fravristede mig den sidste rest tro og mod på at tage turen over cykelbroen. Smed cyklen, og løb hen, og kastede mig ind i en taxa. Sent på den.

Mobilen brummer lystigt, men jeg orker ikke, og kan alligevel ikke gøre noget, før jeg når frem. Og frem når jeg, og mødes med Veninden, der venter. Jeg når frem til billetlugen i tide, og tre kvarter senere falder jeg ned i sædet, og skal se en helt igennem god og gribende film.

I det offentlige transportmiddel, der følger mig hjem, står jeg fuldstændig fortabt, og fordybet i tilbageblik. Den film var fantastisk. Drageløberen har præmiere på fredag, og den er absolut værd at bruge tiden på.