Samvittighedsramt, sofasløv og sovende.

Jeg, som ikke har rørt en smøg i over ti år, vågnede i morges med en fornemmelse, somom jeg havde røget mindst fyrre, nej, tres cigaretter! Jeg hoster, sveder, og er så træt, at jeg endnu ikke har følt mig rigtig vågen. Jeg har meldt mig syg i dag, men jeg har også ringet og meldt mig rask til i morgen. Jeg kan nemlig ikke finde ud af det der.

Jeg har det garanteret ligeså skidt, som alle andre med influenza og forkølelse, men der er fravær og mangel, og så synes jeg, at jeg må afsted, selvom jeg måske ikke er helt på toppen. Det går da også meget godt, men så vågner jeg op som i morges, og orker bare ikke alligevel. I morgen går det nok godt igen, og derefter er det heldigvis næsten fredag. Men det irriterer mig altid meget. Det med samvittigheden og pligtfølelsen. Og det at det tit ender på denne ubeslutsomme måde. Adr! og Øv!

Jeg har efterhånden lært meget om mig selv, og arbejder stadig på projektet, og i dag kan jeg bare se, at dette er en af de ting, jeg skal finde ud af at forholde mig til. Men altså, indtil videre, det vil sige indtil i morgen tidlig, er jeg at finde på sofaen, døsende med en bog over ansigtet, som måske vil glide ned lang siden og klappe sammen, når jeg, med mellemrum, bryder ud i den der storrygeragtige hoste.