Så stille.

Der er ikke gået mange sekunder efter, at jeg er vågnet førend, at jeg kan konstatere, at det må være meget koldt. Mine fingre taler sit helt tydelige sprog. Revnede, sprækkede og som ekstra bonus i dagens anledning, hævede og kløende.

Da jeg betragter udsigten ser den stor, grålig og meget stille ud, på trods af at mit pejlemærke for vindaktivitet ligger nærmest vandret, og presseningen, der beklæder huset i baghaven, har talt meget højt morgenen, samt den forgangne nat igennem.

Nu fyger det, jeg skutter mig, og sætter vand over til te. Når den er klar, gemmer jeg mig væk i sofahjørnet i selskab med dagens avis. Jeg har en svag fornemmelse af at have taget hul på dagen et forkert sted.