Kaffe.

Bjørnen hjembragte en ny interesse fra Amsterdam. Kaffe! Jeg er frisk, og har indkøbt både kander og kaffe.

Jeg har selv været ved kaffen før, men har ladet den havne lidt i glemmebogen til fordel for den højt skattede te. Jeg er ikke den store vilde kaffedrikker, for jeg påvirkes let, men en lille kop af den rigtige gode, kan jeg godt overtales til. Måske især når den er tilsat masser af varm sødmælk som en latte, og efter en af de bedre middage, findes der ikke noget bedre end en kopfuld stærk og velduftende kaffe med et skvæt piskefløde i.

Min mormor lavede kaffe på svensk maner i en særlig kasserolle. Malede bønner blev overhældt med koldt vand, som derefter langsomt blev varmet op til kogepunktet. Grumset blev siet fra, og så var kaffen klar. Altid serveret med piskefløde!

Hos min farmor blev kaffen serveret i sarte muselmalede kopper, hvor der blev lagt en lille rund serviet mellem kop og underkop. De blev købt i små stakke i Irma. Hvad de præcist blev kaldt, har jeg lagt i glemmebogen.

Min farmors kaffeborde var legendariske, hun diskede nemlig op med alt, hvad den kunne trække af kager og andet kaffebrød. Der var tørkager, småkager, lagkager og flødeskumskager. Ikke at forglemme bollerne og wienerbrødet. Det hele på én gang og man blev nødet kraftigt!

Da hun blev en ældre og skrøbelig dame, kom min far fast forbi til kaffe, hver tirsdag, og mængden af kager blev først reduceret, da hun ikke længere selv kunne komme til bageren. Han var døden nær bagefter, hver gang.

Havde man fødselsdag, satte hun turbo på, og serverede luksusudgaven af varm chokolade med flødeskum. Efter endt kaffebord fik man chokolade med hjem i en af de klare mælkeflasker fra forlængst, samt kaffebrød og restekager pakket i nydelige pakker. Hvis man nu skulle blive trængende. Man var døden nær bagefter, hver gang.

Min mor præsenterede familien for den første kaffekolbe efter en rum tid med Madam Blå. Kaffekolben var en næsten magisk, fin glasforordning, der gjorde det muligt at følge hele processen på nært hold. Den fungerede i princippet som de små italienske espressokander, hvor vandet efter opvarmning presses fra den nederste del op i den øverste del, hvor den malede kaffe befandt sig.

Herefter fulgte en periode med den almindelige kaffemaskine, hvorefter mine forældre sluttelig slog sig på Nescafeen.

Jeg sværger til henholdvis stempelkande og den lille italienske espressokande, der skal stå på ilden og simre sig frem til en intens essens af en kaffetår. Og nu så altså også Bjørnen, og det er nemt for mig at være imødekommende overfor denne nyerhvervede smagsudvidelse, men hvad skulle jeg dog have stillet op, hvis det var kaffehusenes flyvekager, han havde fattet interesse for?