Så kold den lille hånd er...

Jeg begyndte dagen med en operaforestilling i Imperial klokken 10.00. Det var én ud af flere optagelser fra The Metropolitan Opera i NY, og som det bemærkes, endda i ægte HD-kvalitet og det hele. Billetterne havde vi købt for så længe siden, at veninden og jeg, næsten havde glemt aftalen.

Vi havde valgt at se Puccinis La Bohème, og den var lige præcis så gåsehudsfremkaldende som forventet, og ovenikøbet oplevede jeg en ny variant, nemlig gåsehud på benene. Det synes jeg ikke, at jeg har prøvet før.

Forestillingen blev indledt med en præsentation, som ret hurtig blev lidt kedelig og så lavloftet, at jeg på et tidspunkt frygtede, at Bamse og Kylling også skulle indtage scenen.

I pauserne var der lidt backstageguf, der løftede sløret for arbejdet med sceneskift osv. Der var også et par interwiews med sangerne, dirigenten og Franco Zeffirelli, der står bag produktionen, samt smagsprøver på tidligere opsætninger.

Det var imidlertid også muligt at strække benene, indtage kaffe og croissant, eller lidt øl fra hanen. Det var nogen pænt store fadbamser, der blev indtaget rundt omkring, når man tager i betragtning, at det var en formiddagsforestilling, men det er så bare min betragtning.

Selv gode oplevelser får en ende, og sådan var det også her. Den ulykkelige slutning måtte dog indtages under pres, for der var en del der, på trods af, at de havde betalt 175 kroner for deltagelsen, nærmest røg op af sæderne lige efter, at Mimi drog sit sidste suk. Men hvad fanden, nu var hun jo død, så var der vel ingen grund til at blive længere!

Vi sluttede af i Lagkagehuset, hvor varm chokolade i papkrus, og lækre kager på paptallerken blev indtaget med plastikgaffel. Gaflerne knækkede med det samme, men da kagerne hørte til i tørkagekategorien, kunne vi hurtig slå over til indtagelse med fingrene, mens vi umageligt sad, og fægtede med benene på de høje taburetter. Enormt synd for en ellers god kageoplevelse!

Sluttelig er der jo kun tilbage at varme hjertet endnu engang med 'Che gelida manina'.