Zen og kunsten at helstege en oksefilét

Jeg har den dårligst og ondeste dårlige samvittighed overfor min arbejdsplads, fordi jeg igen, igen er sygemeldt. Den blev yderligere forstærket, da jeg fik brev fra hospitalet med invitation til samtale med Den Brunøjede, der forresten er blåøjet, engang i oktober. Det kan nemlig betyde, at jeg skal sygemeldes til efteråret, for igen, igen at blive opereret i knæet.

Jeg er, efter min læges udsagn, i en tilstand, der svarer til at være blevet kørt over af et ekspresstog, og jeg overlevede. Jeg er godt og grundigt forslået, men jeg overlevede. Hvad gør jeg så? Jo, jeg punker mig selv konstant, for at jeg endnu ikke magter, det jeg mener, at jeg bør kunne! Jeg sidder ikke, og fryder mig over, at det gik godt, imens jeg passer lidt på mig selv, og tager den tid det tager.

Nej, nej. Jeg kaster mig gladelig rundt i manegen, indtil jeg mørbanket, med ringende ører og rødsprængte øjne, kan trække mig tilbage i sofaen, mens jeg måber fjernsyn, og lader somom, at jeg har styr på pinde og planlægning. Indtil næste dag, hvor det hele gentager sig.

I min fryser lå en stor klump uidentificerbart kød, som ved nærmere optøning, skulle vise sig at være et stort stykke oksefilet, af den lækre slags. Nu er den optøet, og der er ingen vej udenom, og med den tilbagelænede stil jeg holder i forhold til madlavning, skulle det ikke være noget problem, vel?

JO! For min tilbagelænede stil er sat ud af funktion. Jeg orker dårligt at smøre en ostemad til to personer. For filan da!

For øjeblikket hvirvler det med ideer og teorier om positiv tænkning, og jeg prøver virkelig at være positiv. Jeg tænker gode tanker, og smiler til verden. Jeg læser om positiv energi, hemmeligheder og meget andet godt, med det resultat, at jeg dårlig nok tør tænke på Madames, nu heldigvis hjemkomne kat af skræk for, at min egen skal løbe væk! Jeg mener vi bor på tredie sal, ing'!

Og hvad, hvis jeg tænker på de fattige og syge, på krig og ulykke, som findes rundt om i verden? Bliver jeg så alligevel ikke rig, smuk og lykkelig?

Jeg slæbte mig ud i køkkenet, og hvorfor gjorde jeg nu det? Jo, for man skal se sin frygt i øjnene, og jeg frygter virkelig den oksefilét!

Jeg åbnede ovnen, og kunne konstatere, at jeg havde glemt bradepande og rist, som var godt indsmurt i fedtet fra en tidligere omgang stegt flæsk, men jeg havde været smart nok til at lægge bagepapir i bunden, så det skulle bare lige, vupti, foldes sammen og i skraldespanden. Resultatet var, at fedtet, under den behændige proces, løb af papiret og ud på gulvet, på indersiden af skabslågen, og ja ok, ned i skraldespanden.

Næste punkt blev så at sætte en maskinfuld over med fedtede klude, og hvad der nu lige lå parat. Derefter opvask af bradepande, rist, og hvad der nu lige stod parat.

Handler det her egentlig om frygt? Er mit køkken fyldt op med sabelkatte og kæmpe elefanter? Næh, ikke rigtig, synes jeg. Hvad handler det så om? Ja se, det er det, jeg lige skal finde ud af.

Endelig kunne jeg komme til oksen, og jeg hev overmodigt den sorte gryde frem, og brunede stegen godt på alle sider. Samtidig sitrede hænder og krop, og hjernen skiftevis trak sig sammen, og bankede mod indersiden af kraniet.

Og nu, er oksen endelig kommet over i en bradepande, og ind i den varme ovn. Fred i en times tid. Pweeeh!