Dukken vender tilbage

Hun vidste det godt. Hun skulle ikke snakke mere om dukken, men hun kunne ikke lade være, og prøvede på at få det til at se ud somom, at spørgsmålene var henkastede og tilfældige. Hun grinede lidt smånervøst, og afslørede derved, at det nagede hende mere, end hun gav udtryk for.

De var væk fra huset størstedelen af dagen, og da de vendte tilbage, fik hun lirket til en kollegas tidligere udsagn om, at nu måtte han simpelhen tjekke dukkehistorien efter, og forhåbentlig sætte punktum for affæren ved at finde den famøse dukke. Han rejste sig, lidt opgivende og træt i udtrykket, og sammen gik de ind i rummet. Han så sig lettere uengageret omkring. Og fandt intet. En anden kollega kom til, og kort tid efter trak hun triumferende dukken frem bag legekomfuret.

Det burde være til lettelse og glæde, men mens kollegerne talte om dybder i engagement i fremskaffelse af bortkomne dukker, stod hun der i baggrunden, stille for sig selv. Undrende. Tavs. Dagen før havde hun, med ethundredefemogfyrre procents garanti, skubbet legekomfuret på plads op af væggen. Hun havde nemlig overvejet at flytte det over til den modsatte væg, men opgav for at skåne den værkende ryg. Hun ville med ethundredefemogfyrre procents garanti havde lagt mærke til dukken bag komfuret, som uvilkårligt ville have virket som en stopklods når man skubbede. Der havde ikke været noget dukke, bag noget komfur, på det tidspunkt!

Den hvide munk var blevet nævnt, men hun vidste bedre. Det var meget værre. Det måtte være søndagsskolelæreren. Ham med de klamme hvide hænder, der sad og knækkede riller af Guldbarren, så de alle kunne få en bid. Hun takkede pænt nej, og skulle ikke nyde noget af hans hellige chokolade.

Havde han nu fundet frem til hende her, og ville hævne sig på hende gennem dukken, fordi hun dengang afslog chokoladen?

Hun forlod legepladsen for en stund, og gik tilbage til rummet for at pakke dukkerne ud. Æsken med den gule dukke virkede umiddelbart urørt, men ved nærmere eftersyn, opdagede hun, at tapen i den ene side var brudt. Andre spor var der ikke, men det var sådan set også nok. Hun gøs, og skyndte sig også, at befri den ferskenfarvede dukke for den ståltråd, der snoede sig om den lille dukkehals, for at gøre det umuligt for uærlige mennesker, ubemærkede, at lige lette æsken for indhold. Hun kunne mærke, hvordan det strammede i halsen, og skyndte sig udenfor igen.

Da hun kørte hjem, tænkte hun på hellige hvide hænder, skæl der dysser ned på kedelige brune jakkeskuldrer, og på den mærkelige drøm fra i morges, som nu kun stod i erindringen, som netop mærkelig, mens indholdet var gået i glemmebogen. Mandagspigen medvirkede i drømmen, så meget huskede hun dog.

Da hun drejede om hjørnet, brød solen igennem, og hun besluttede sig for at lægge dukkehistorien bag sig. Også selvom det slog hende, at hun havde glemt at tjekke den gule dukke for stikmærker i ryggen. Hun løftede kurven af styret, løb op af trappen, mens hun rodede nøglen frem fra tasken. Hun stak nøglen i låsen, og drejede den...