Kulkælderpasta

Jeg er kun rygmæssigt nede i kulkælderen, mens resten støver rundt oppe på loftet. Pastaretten minder en hel del om carbonara. Jeg kom nemlig til at hælde et skvæt biosød i, og så pludselig, stod man der i kul til anklerne.

Når min ryg driller, har jeg i samråd med doktoren aftalt en maksimumsdosis, som var betydelige højere end den, der blev udleveret på apoteket. Det var god service, jeg fik der, og jeg lover også at fylde mad på, samtidig med pilleindtaget, og jeg forsøger mig også med et æble for at holde doktoren fra døren.

Men nu er det altså tid til et nyt indtag, og med et blad under armen, og en ventende bog, skridter jeg gangen af, og går i seng. Tidligt. Det skulle sikre mig en god nats søvn, og så får jeg dem til at mødes på halvvejen. Doktoren og apotekeren.