Og så på en fredag...

Pakket til fitness. Ja, det står der, og det stod der i 'Målrettet' i går. Og jeg gjorde det! Jeg har nu medlemsskab, og har også overskredet tærsklen til en ny bunke oplevelser. Af de gode.

Forleden havde jeg én af de der ud af kroppen oplevelser, hvor jeg betragtede mig selv siddende i personalestuen og rappe op om, at jeg var helt vild i varmen for at komme igang med noget fitness, og så tog det ene ord det andet, og pludselig, inden jeg overhovedet kunne nå at gribe ind, havde jeg en aftale førstkommende fredag efter job, hvor en god kollega ville snakke mig over tærsklen, og guide mig videre ind i fitnessverdenen.

Det var altså en grænseoverskridende handling. Hele morgenen peb jeg, at jeg ikke turde, at jeg ville klumpe-dumpe mig selv til grin, falde af løbebåndet og meget andet rædselsfuldt. Bjørnen var kold, og skiftevis gav mig medhold, eller slet og ret bare klappede mig på hovedet.

Da jeg ankom til jobbet, skyndte jeg mig at signalere til kollegaen, jeg har træningstøjet med, så jeg ikke kunne kyllinge ud inden dagen var omme. Han vinkede tilbage temmelig tilbagelænet efter min mening, men det viste sig at han troede, at jeg signalerede, ny taske!

Da dagens slutning kom, kunne jeg ikke finde min cykelnøgle, og var lige ved at stresse ud, men jeg holdt panikken i skak, holdt mig til planen, og forespurgte om det var muligt at gå ned til centret. Ved skranken var jeg igen ude af kroppen, og betragtede mig selv, underskrive formularer, og få udleveret nøgle og medlemskort. Bagefter stod jeg i et omklædningsrum, og fumlede med tøj og sko, og kom svimlende til bevidsthed.

Men jeg gjorde det altså. Med måde, stille og roligt. I mit tempo, og efter at have cyklet, roet og vægttrænet, kunne jeg konstatere, at jeg faktisk havde overlevet, og følte mig i øvrigt meget, meget i live. Veltilpas, glad og renset for stress!

Da jeg kom hjem, og sad, og pralede vildt under aftensmåltidet, måtte Bjørnen med himmelvendte øjne informere mig om begrebet, at strække ud. Ak ja, klogere bliver jeg hele tiden. Heldigvis!