På bunden af baljen
Hvis jeg kunne, ville jeg så i virkeligheden skrue tiden tilbage, så jeg var ti, måske femten år yngre, og Bjørnen stadig i knajtealderen? Sat i samme rammer, som vi har nu? Med de samme omstændigheder?
Ville jeg i så i virkeligheden have været i stand til at styre os udenom sygdom, sorg og de dybe suk, som vi rendte ind i? Ville jeg mon?
Hvis jeg lukker øjnene, og ønsker dette, trækker tankerne sig forskrækket væk, for de ved godt at, hvis jeg kunne, ville der sandsynligvis være andre sorger og dybe suk at forholde sig til. For sådan tror jeg i virkeligheden, at virkeligheden er.
Jeg vil nemlig meget gerne være den, jeg er, og være lige netop her sammen med den søn, som ikke længere er i knajtealderen. Det fungerer jo, for det meste, helt fint, og jeg har fundet vej ud af det meste af den fortvivelse, der en rum tid havde slået sig ned her.
Jeg har læst, at meditation gør glad, og styrker immunforsvaret. Det tror jeg på, og jeg kan mærke at noget rykker sig i den rigtige retning, bare en lille smule, for hvergang, jeg får brændt den japanske røgelse af. Jeg bliver ikke lalleglad lykkelig, blot mere afslappet, og bedre til at lægge de episoder, der giver mentale grå hår og lange tænder, bag mig.
Jeg er begyndt at læse bøger igen, og den seneste, en norsk krimi, fik mig til at beslutte, at jeg for en tid vil vælge dramaet og kærligheden, frem for flere historier om perverse seriemordere. Også på film.
I går så jeg en kærlighedshistorie, som forunderligt nok gjorde mig vemodig. Og det er eddermuggeme grænseoverskridende for mig, at tage låget at mit hjertes krukke og se ned i selverkendelsen og dybet og opdage, at jeg savner én at grine højt sammen med. Èn der synes, at jeg lige netop er den bedste, at grine højt sammen med. Og samtidig, at skrive det højt her!
Hvis man spørger mig, vil jeg smile, og sige at der er selvfølgelig mere tilbage i posen, også til mig. Selvfølgelig er der det, men samtidig lever jeg en tilværelse, der bygger på, at der altså kun er mig. Og hvor fedt er det lige?
Måske skulle jeg i virkeligheden anskaffe mig en opvaskemaskine, i stedet for at stå her og dybdefilosofere over balje og børste?
10 kommentarer:
Uden at kende din historie fornemmer jeg, at livet ikke har været helt let for dig. Det er godt at høre, at du er kommet ud af det meste af fortvivlelsen, og jeg tror, det er rigtigt godt, at du forkæler dig selv med meditation.
Og så håber jeg da, der er masser af godt i posen til dig!
De varmeste hilsner
Nej - du skal bestemt ikke anskaffe dig en opvaskemaskine :-) For det er både sundt, godt og klartseende at stå og dybdefilosofere sammen med en opvaskebørste.
Fine tanker, selvfølgelig har du en masse tilgode. Ha´ en rigtig god dag.
Årh Sifka, dine tankeord mellem opvaskesæbeboblerne rammer lige i hjertekulen...du er på vej, og hvis jeg må låne Lisa Eckdals ord, vil jeg sige
Du är så fin, ja
förändra dig aldrig
du är allt det fina, så
fördjupa dig alltid
for om du gör så
då ska du finna ro, ja
följ detta råd
så ska du finna ro.
Vem vet?
Der er altid mere i posen - spørgsmålet er blot at lade hånden dykke efter det på rette tidspunkt...
Vem vet? inte du
Vem vet? inte jag
Kan følge dig i næsten det hele.
PS ; Jeg har opvaskemaskine :-)
Uden opvaksemaskine kan jeg bare sige, at jeg forstår dine tanker:-)
Og Sifka, har du lyst til at være med til blogtræf lørdag den 4/10?
Selvfølgelig skal du tro på, at der er mere i posen - og alligevel er det sundt at tænke hele vejen rundt. Der skal være plads til de dybere tanker...
;0)
nogen gange ville det være fedt - med en rewind knap . . .
En dag lægger ham sømanden stille til din kaj og så er der latter og ting i posen til hele familien.
Indtil da er det da bare godt, at dit liv er indstillet på og til dig - og at du vasker op ;)
Knus
En eller anden har engang sagt, at den modgang der ikke slår dig ihjel, den gør dig stærk.
Det lyder som om, at du er stærk, hvis ikke fysisk, så mentalt.
Tak for et tankevækkende indblik
:-)
Send en kommentar