søndag den 17. august 2008

Stilheden

Hvorfor er det lige at vi holder så meget af stilheden? Hvorfor lister vi rundt om morgenen med kaffe- eller tekopper i hænderne, og finder ro i haver og stuer? På udvalgte bænke og stole sætter vi os, og nyder, at roen stadig står stille i morgenbilledet. Hvorfor?

Jeg bor i byen, storbyen endda. Jeg mærker en tydelige optrapning af lyde fra både hus og gade, når morgenen går over i formiddag. Også om søndagen. For at brænde røgelse behøver jeg ikke specielt ro og stilhed omkring mig. Traffik og lyde fra omgivelserne forhindrer mig ikke i at finde indre ro, når jeg sidder min halve times tid, og tier.

Alligevel er min morgen bedst, hvis jeg har været oppe før otte. Også om søndagen. Også på landet, hvor roen ellers nok breder sig over en større flade af dagen. Min familie er ikke specielt larmende, og der er stille i bjørnehulen til langt op ad dagen. Så igen toner spørgsmålet frem, hvad er det med de morgener?

Ingen kommentarer: