Sol på Buddhas øjenlåg

Og så tøflede jeg afsted mod Christianshavns Vold. Der var eddermugme meget trafik på de kanter. Og så, så tidligt! Tempomæssigt fra den ene yderlighed, til den anden. Sneglene stille op mod joggerne.

Jeg lagde mit eget tempo midt imellem, mens jeg med den ene hånd rodede i tasken efter mit kamera, for solen stod smukt op i tårnene, der rejser sig i baggrunden. Intet held i roderiet åbenbarede sig. Mobiltelefon, ja. Tegnebog, ja. Indkøbsnet, ja. Nøgler til her, ja. Nøgler til der, ja. Portemonnæ, ja. Briller, ja. Rulle med Micropore, ja. Håndcreme, ja. Solbriller, ja. Kamera, nej, nej, nej!

Tidlig fri, tidlig færdig, for sent ude af klappen.

Jeg oksede over Volden, med håret vandret, og tungen ud af munden. Jeg går jævnligt i terapi med mine fødder, de er forfærdelig stressramte, og i dag havde vi en aftale. En slags parterapi med mig som bisidder.

Lykke er bagefter, at svæve over asfalten. Fødderne og jeg. Så lover vi højt og helligt at passe godt på hinanden fremover, så vi undgår for mange blodige opgør og anden uværk. Vi smiler sammen over de fremskridt, vi trods alt gør.

Måske svæver jeg i virkeligheden også på et lille søvnunderskud, for min nat var feberhed og hostende. Der skulle snakkes meget for min syge moster, før jeg faldt til ro med afslapning i ørerne. Alligevel vågnede jeg med en lille havørn i maven, og den rette indstilling.

Men altså svæve, det gør jeg, af den ene eller anden årsag. Fødder? Søvnunderskud? Feberfred? Eller måske bare på grund af den gyldne solstråle, der lagde makeuppen på Buddhas øje i morges, meget tidligt.