Lilla, en oplevelse du ikke kan nå

Jeg kan simpelhen ikke huske, hvordan jeg bar mig ad med at komme med til arrangementet. Men med, det kommer jeg. En kulinarisk oplevelse af de helt store, står jeg lige foran. Jeg glæder mig helt vildt og intet, intet skal afholde mig fra at deltage.

Restauranten summer af forventning. Det er et helt enkelt indrettet lokale, afdæmpet, roligt, men fantasktisk smukt. Varmt og indekommende. Ligesom aftenens hovedperson, en kok der gløder for sit fag, for sin kunst. For en kunstner, er måske mere, det han er.

Han er enormt charmerende og med en sjældent set venlighed, tager han imod. Man er i godt selskab, og læner sig veltilpas tilbage, hvis der ellers var noget at læne sig tilbage i. For det er der ikke. Vi står foran det fritstående køkkenbord, og følger med i udfoldelserne, mens han tegner, demonstrerer og fortæller. Levende. Glødende. Smukt.

Bagefter skal vi nyde. Alle er forventningsfulde og tændte. Vi er placeret ved smukt dækkede borde, og pludselig går det op for mig, at han har udset sig mig som medaktør, når han om lidt åbner for middagen, og byder velbekomme. Jeg bliver forfærdelig beæret og ikke spor skrækslagen, for han er venligheden selv, og får én til at slappe af og yde sit bedste, her som gæst, men jeg ville gå på tåspidserne hele dagen af iver, hvis jeg nogensinde skulle få mulighed for en workshop i hans køkken.

Han præsenterer en smuk likør i en douch lilla farve, og beskriver fremstillingen lige fra de duftende lavendelmarker i Provence til påfyldningen i de smukke flasker. Han hælder op i mit glas, og en liflig duft breder sig, men uheldigvis er mit glas revnet, så likøren løber ud på den smukke dug.

Han smiler bredt, slår det hen med en blid bemærkning, og vi starter forfra. Han løfter denne gang glasset op fra bordet, undersøger det, og hælder op påny. Denne gang holder det, og han rækker glasset frem imod mig, og jeg vågner.

Hvor var det bare tarveligt!