Ikke meget chokolade i den marabou
I går, tror jeg nok, det var, kom jeg på afveje med fjernbetjeningen, og så et lille zap fra "Det lille hus på prærien", hvor Laura græd sine modige tårer, dem af glycerin for den ene blev hængende på kinden ufattelig længe.
Mine tårer løber i stride strømme, ingen glycerintricks her, kun den ægte vare. For jeg er malet ind i et hjørne, og når jeg er det, kan jeg enten sove mig ud af balladen, eller græde mig til en forløsning af en art.
I dag har jeg så valgt at græde, og det begyndte nærmest allerede ude på trappen, da jeg opdagede kassen med grøntsagerne, og så mine damer og herrer, er jeg virkelig trængt.
Nogle af trængslerne er sådan noget, nåja, og lad os så komme videre, men udover det er Bjørnen raget uklar med en virus, der tapper ham for energi og næring. Han taber sig alt for meget, og alt for hurtigt, og ligner nu mest af alt en afpillet maraboustork, og for det ikke skal være løgn, har han lige hostet sig til et blodsprængt øje.
Jeg har haft en sen dag i dag, men der var et venligt grålilla skær over himlen, da jeg kørte hjem over Volden med en pakke frossen hønsekødssuppe i tasken. Hjem, for at finde en kasse grøntsager, der i den grad satte tril i tårekanalerne.
Vil jeg have et kram, eller stryges over håret? Jamen, det kunne da være nok så dejligt, men lige nu og her, vil jeg vist bare af med det.
14 kommentarer:
Øv for den! I er da også et par mennesker, som ikke kommer nemt til noget som helst, Sifka. Jeg håber for jer, at der venter smult vand lige om hjørnet og sender nu alligevel et KRAM :-)
Rigtig god bedring til din maraboustork, Sifka! Det er sandelig en tid med sygdom alle vegne. Jeg håber, at hønsekødsuppen kan give jer fornyede kræfter begge to ...
Æv altså. Ja jeg så osse Laura græde i går, og hun fik vel osse et tv-kram, men jeg synes du fortjener et rigtigt ét af slagsen.
God bedring til chokoladestangen og positive tanker til dig.
Åh ha Sifkalil, det er ikke lige skægt hver dag... Håber storkebarnet snart bliver til et velnæret bjørnebarn - og at tårerne triller mindre rask nu.
Klem og tanker
Sender varme tanker afsted!
Et kærligt kram og en masse gode tanker sendes mod jeres vej..
Det lyder for hårdt for jer 2. Der må snart være noget godt på vej. Rigtig god bedring og kærlige tanker.
Varme helende tanker og krammere herfra til både mor med tårer og barn med uro.
Oveni alle de andre kram får du også et herfra, men jeg håber der er nogle, der kan give dig et fysisk. Og så håber jeg godt nok at sønnike snart får det bedre. Knus
Det er ikke rart når ens barn er så syg..Knus herfra :-)
Tårer kan nogle gange være en god måde at få tømt depoterne - men det er også en opslidende måde... og det skal ikke være for tit!
God bedring til Jer begge!
Det er så træls, når alting brander sammen på samme tid. Det kræver kræfter - og god suppe. Jeg håber at det hjælper og ønsker god bedring.
Jeg håber, at både suppe og de mange kram herfra har hjulpet. Men får en sikkerheds skyld får du også et af mig.
God bedring til sønnike.
Igår, torsdag, var jeg lidt lam i betrækket, men jeg blev meget opmuntret af alle jeres kram, og venlige tanker. Blogverdenen er fantastisk, og jeg blev helt vildt glad for hver eneste kommentar, som satte skub i det gode humør. Tak:)
Send en kommentar