Moleriet

Den første af slagsen, guacomole, kan efterhånden køres på rygraden, og det passer fint til dagens tilstand. Avocado, hvidløg, tomater, saft fra en lime og salt og peber. Wraauhn, med stavblenderen, og videre ind i køleskabet.

Den anden, jeg ved ikke lige, hvad den hedder mole, krævede lidt mere. To store røde peberfrugter blev grillet så kraftigt, at skindet blev helt sort. Herefter røg de i en plastikpose, og derefter i en skål med kold vand. De er så nemme at pelse efter den behandling, siger jeg bare.

Peberfrugtkødet blev blendet med en lille håndfuld dild, en lille håndfuld peanuts, et par skiver løg og noget kværnet peber. Smagen er lettere flad, og det er helt med vilje, idet der er masser af krudt på både guacomolen og kødblandingen, som er næste punkt på programmet.

Normalt ville jeg have leget med tomater, krydderier og alt muligt, men i dag nøjes jeg med en slags udvidet kødsovs med særligt islæt. Jeg synes ikke, at der er krudt nok på mig til det store armbevægelser.

Det er også blevet tid til en totaldækning af åbningen af DR's nye koncerthus. Jeg tager det med ophøjet ro, for én har jo været der, og selvom jeg med glæde vil komme igen, kan jeg i dag sagtens nøjes med at nyde det smukke blå lys i min udsigt, og lade værdigt trængende fra kendismiljøet komme til.