Veloxsstanden

Hendes hår er helt hvidbleget af solen, og en enkelt krølle falder hele tiden ned over ansigtet på hende, så hun konstant må puste den væk. Hun er blåøjet og rosenkindet og hun leger. Sådan ser hun ud i det virkelige liv, for jeg kender hende så godt.

Hun har bygget en hel masse hylder op af sandet, og lagt blomsterhoveder på rad og række. Der er silkebrusende valmuer i mørklilla og koral, samt nogle andre blomster som jeg ikke lige husker navnet på. Men de er bløde i farven og bløde i kronbladene. Hvide, rosa, og svagt gule.

Men inden længe vil de dø af tørst i varmen. Det er nemlig sommer, og vi er på legepladsen, der ligger i gåafstand fra børnehaven. Måske er vi i nærheden af en strand, for græsset er blandet op med sand, eller måske er det bare kommet på afveje fra sandkassen?

"Kom vi går tilbage og henter nogle tomme syltetøjsglas til blomsterne", siger jeg, og tager pigen i hånden.

Vi går ud på fliserne, der er varme af sol og passerer haven, hvor en kendt dansk sanger har slået sig ned foran lågen sammen med venner, og nu øver et nummer, der giver fødderne lethed og lyst til at danse. En lille brunøjet pige, der lige har rundet det magiske tal, der giver adgang til børnehavelivet, står og følger beundrende med. Hun bevæger de små brune fødder i et lidt klumset forsøg på en dans, mens hun ler højt af glæde. At hun står der alene, tager jeg helt roligt, for her råder fred, ingen biler og ingen fare.

Sangeren, er det Kim, Allan eller Johan, jeg husker det ikke, men Lars Top-Galia er også kommet, hvilket ikke er så underligt, det gør han jævnligt. Vi udveksler nogle af de lette og livsglade bemærkninger, smiler og griner. Det er jo godt vejr i dag. De ryger cigaretter, men de hører jo heller ikke til børnehaven, og alligevel holder de selvfølgelig et behjælpeligt øje med de småfolk, der på deres vej til legepladsen, stopper op for at lytte til musikken.

Vi trisser videre, og pludselig bliver jeg i tvivl om, vi har flere tomme glas. "Måske er de blevet afleveret ved Veloxstanden", siger pigen og vender det blå blik mod mig og fortsætter, "Jeg elsker at aflevere glas og flasker ved Veloxstanden, sammen med mor!"

Mens hun gør sætningen færdig, er det, at det går op for mig, at jeg drømmer.