Forårskådheden

Solen er oppe, jeg er oppe. Sidder her på tærsklen af forårets første dag, og beundrer nullermændene, der sammen med deres støvfodspor, bliver afsløret af solens kraftige stavlygte. Fra hjørner og kroge springer de i øjnene og nyser, mens jeg udvikler en overvældende trang til at rydde op og ud, hen og væk.

Ja tak, væk, rigtig væk, langt væk. Helt ned i dybet af sorte sække og containere.

Jamen, hold da op, hvor jeg får støv på hjernen, og pludselig trænger til at smække vinduerne op og få frisk luft i livsstykket, samt få rystet dynerne.

Jamen, hold da op, hvor jeg får lyst til at fylde såvel de indre, som de ydre vaser op med friske buketter, bundet af forårets sprødhed.

Den forårskække danser energisk rundt, og planlægger fremstødet mod nullermænd og kedeliggrå vinterrester, da hendes blik pludselig fanges af den friske, sprøde morgenavis.

Vi lader billedet stå lidt...