Hybris

Tidlig dag, for sent af sted, men alligevel fremme i god tid til at deltage på lige fod. Morgenbrød, te, kaffe, havregryn og corn flakes. Hygge, hygge, hygge. Ankomster lige i rap, og efter hinanden. På tæerne.

Endelig pause. Festligt lag og mere hygge, hygge, hygge. Melon, jordbær, appelsiner skåret i de mest fantastiske sirlige stykker, druer i flere farver, fyldte marcipantærter og ekstra mørk chokolade. Kaffe og te. Afsked med kolleger, der synger på næstsidste vers. Det sidste synger vi i morgen på lidt hårdere stoffer.

På den igen. På overtid. En kort dag, der blev lang.

Tidligt i morges drønede jeg forsinket af sted. Fuld fart under broen, oven vandet. En indre blomst lader pludselig kronbladene folde sig ud, og jeg opdager, at jeg føler mig som et almindeligt menneske! Med et almindelig liv, og masser af almindelige hverdage. Med glæder og bekymringer smukt afvejet, tilpasset harmonisk og on and off.

Det er første gang i årevis!

Jeg rejser mig i pedalerne, og bliver høj. Helt høj. Mit hoved rammer himlen, og opstemt rager jeg ind i mørket, og tjekker for sabelkatte. Umiddelbart kan jeg ikke mærke dem. Kun en svag lugt af rovdyr hænger i hjørnerne.

Fandeme, om jeg ikke fortæller om det til andre. Fandeme, om jeg ikke også fortæller det til jer. I overmod. Udfordrende og frygtløs tvivlende.

Går det mon godt, eller knalder Nemesis mig én i nakken, her en af dagene?