Omvendt

Der er mange ord i radioen, og jeg lytter længe. Indtil jeg ikke har plads til mere i ørerne, og forsøgsvis prøver min stemme af, der er blevet væk. Det ender i en række af host. Hæse og hivende.

Jeg har ligget på langs, men nu står jeg op, og aflæser urets fem minutter over syv. Temmelig tidligt for en stemmeløs, der stadig kan ane sved på panden, mens jeg tager dynen under armen, henter avisen, og lejrer mig på sofaen.

Der ligger jeg så, og fryder mig over, at træerne i min udsigt står på hovedet i en spejlblank overflade. Det grønne lokkes frem af det grå, og solen smelter jord til smat, som klistrer sig fast under fødderne, og senere falder af i små mønstrede indtørrede klumper på de forårsrengjorte gulve.