Det var kattens

Så står jeg der i solen på Flintholm Station, temmelig overskudsagtig, men løber alligevel tør for batteri. Nå, tænker jeg så, og stiger ombord i bussen, og kører med ud til de tohundrede år gamle sale og saloner. I en gammel gård.

Enten er det mig, eller også er det solen. Måske er det en blanding af begge dele. Men tingene har oppet sig. Formiddagens oplæg er klart bedre end i går, så det er med en vis optimisme, at jeg går resten af dagen i møde.

Ja tak, tænker jeg, resten af dagen skal tilbringes i en ny workshop. Noget om at fortælle historier. Noget om fortælleteknik. Noget med en skuespiller. Noget med parvise øvelser. Det rene guf, for én, der er ankommet med tasken fuld af rasende sablekatte og tenderende sociofobi. Eller, hvad man nu kalder det.

Men jeg har stemmen med mig idag. Godt nok stadig hæs og rusten, men kontrollerbar. Og med den redder jeg dagen, magten og æren.

Og morskaben, ikke mindst.

Jeg snakker nemlig i bussen, jeg snakker ved morgenkaffen, jeg snakker i pausen, jeg snakker til frokosten, jeg snakker i kaffepausen, jeg snakker simpelhen fanden et øre af, og tænderne ud af kæften på rovdyrene.

Jeg hygger mig, og lærer nye ting. Begejstres, omvendes og glædes. Glimtet i hjertet er tilbage på sin plads. Stressen forsvinder efterhånden, som ordene drysser ud af munden på mig, og kattene ligger tilbage, som støv på bunden af tasken, da jeg senere kan forlade det tohundrede år gamle sted, sammen med ethundredeoghalvtreds andre af min slags.

Og nu har jeg ferie.