Tænder i nakkeskindet

Jeg skraber bunden, skraber huden af fingrene og af venstre fodballe. Knoglerne knager under presset, og øjnene fyldes af både sand og vand, der blandet i en pærevællingen, triller nedad.

Mens Marco Polo drager mod øst, sover jeg sukkende på sofaen fra klokken tre. Jeg vågner til duften af brød, der luner i ovnen klokken syv, og falder hen igen ved halv nitiden. Da jeg nærmest sovende går i seng klokken elleve, sender jeg helt usædvanligt en tanke opad,

"Almægtige, please lad dagen i morgen, blive bedre!"

Jeg falder omkuld, og er lysvågen. Trygler og beder. Håber og ønsker. Sender strømme af Mariehøner opad, med ønsker om godt vejr i morgen. Opgiver, og læser en hel bog. Sover, og drømmer drømme, jeg ikke vil slippe igen uanset, hvor meget mobilen insisterer.

Jeg gennembryder overfladen, og tumler afsted til det Kanindrænerkursus, som jeg åbenbart har meldt mig til, hvor det sgu har vist sig at være os, der er kaninerne, som en eller anden højere magt, gennem hele ugen, sætter tænderne i, og suger kraften ud af. Tilbage ligger vi alle fladtrykt henslængt, og gisper efter fredagen.

Og fredag er det jo blevet, og jeg vil byde på et godt forløsende grin ved at servere vaskeægte citronmåner i pausen, men sådan nogen eksisterer åbenbart ikke i den christianshavnske omkreds, så det blev tre poser med den er go' istedet for.

Bagefter klippeklistrer vi os gennem resterne af dagen, og pludselig står jeg i egen omegn, og køber påskehøns med huller til salt og peber. Og servietter. Og tagliatelle. Og praktiske kvadrater, der smelter i munden efter maden.

Jai Guru Fredag, siger jeg bare. Endelig!