En anden vej

Det grå er dominerende, men ude til venstre kan jeg se, at solen på sjette uge, møver sig frem, som en anden forårskåd bølle, der har tilbragt for meget af vinteren i dybet af en sofa.

Jeg er ligeglad med det grå, for blandt gårsdagens forglemmelser, finder man også mine solbriller. Selvfølgelig var der mere, og jeg lukker døren bag mig. Forsigtig, eftertænksomt. Har jeg glemt noget? Nej vel? Og riglen falder i hak.

Jeg vælger en anden vej. Jeg vil nemlig også prøve at komme susende frem fra små sidegader, og på trods af vigepligt kaste mig om hjørner, uden at se til hverken højre, eller venstre. Struds i fri dressur. Hvis jeg bare lukker øjnene, holder andre vel både vejret og tilbage. Ing'?

Inden jeg når så langt, kommer jeg forbi de befolkede akvarier i min baghave. Her er helt uundgålige helfigurs-udsigter til jakkemænd i skjorteærmer, der drikker espresso, mens børnene klasker skeerne i frugtyoghurten. Eller havregrøden? De griner i hvertfald højt.

I baggrunden aner jeg en kvindeskikkelse med et lille barn på armen. Pige, dreng? Aner det ikke. Manden har vippet slipset over skulderen, for at dråberne, der drypper fra skeerne, ikke skal plette facaden.

Og så er jeg forbi.

Da jeg når sidegaden, nænner jeg alligevel ikke at puste til ilden, og forhøje blodtrykkene yderligere. Jeg holder min vigepligt, og venter på tur.

Jeg hænger min taske på en knage, og da jeg vender mig, er forberedelserne lagt frem til en kærkommende fødselsdag, i en gård med solskin og sæbebobler, der glimter i regnbuefarver. De svæver højt op mod den blå himmel, og brister i tusindvis af små dråber.

Vi spiser pizzaer istykker, og sneglesnoninger fyldt med kylling og krydderier. Vi drikker vand med frosne hindbær og bliver sukkerhøje på chokoladekage, lige inden vi går hjem.

Senere, på min egen hjemvej, kører jeg igen forbi de befolkede akvarier i min baghave, men nu er der tomt bag de store glasflader. Stilhed. Gad vide, om mor og barn indhenter tabt nattesøvn i sofaen, der vender ryggen ud mod stien?

Jeg stopper op, lægger nakken tilbage, og ser at farven på pakhuset, fuldstændig suger det blå ud af himlen.

Og nu, er jeg hjemme. Igen.