Kan du ikke lige

Det er godt nok længe siden, at jeg har hørt noget fra min mobil. Så jeg kørte en tur omkring indleveringsstedet, og tænkte at jeg måske ved intens stirren, kunne fremskynde processen med en dag eller to.

Jeg kan åbentbart være meget intens i blikket, for min mobil anmeldte sin ankomst på stedet. Faktisk var den kommet retur allerede den syvende i denne måned, men det havde indleveringsstedet altså lige glemt at fortælle mig. Hvis man presser mig lidt, vil jeg vove at mene, at de har ligget og ringet til den selv samme mobil, som jeg indleverede. For hundrede år siden.

Nåmen, der var den så. Det vil sige, det var ikke den. Det lignede godt nok min en hel del, men det var det altså ikke. Det var en magen til. Spritny, fik jeg at vide, så jeg skruede ned for blikket, og mumlede noget om, at det går nok, til undskyldningerne for den lange ventetid.

Men det er på sin vis vel også i orden?

Tænk engang på alle de penge jeg har sparet, og på hvad jeg kan investere dem i i stedet for. Eller? Nej, nu kører du vist bare hjem, ing'!

Da jeg når hjem, siger jeg, kan du ikke lige, og det kan Bjørnen godt. Indtil opladningen. Rødt lys igen. Fejlmelding, nøjagtig som med den gamle. Filans!

Og jeg går igang med mit rengøringsprojekt. Og går i stå. Og prøver lige igen. Og mobilen siger, brum. Og oplader. Og tænder. Og virker.

Bagefter føler jeg mig som et helt vildt teknisk geni, for det er ikke første gang, at fruen her har sparket ting i gang, hvor Bjørnen gav op. Eller måske spiller han bare?

OPDATERING: Alle telefonnumre på gudoghvermand er gone with the wind. Yrk! og forfra.