Belønningen ligger lige om hjørnet
Jeg skulle da selvfølgelig tidligt op idag, og jeg var ved at død af ynk. Alligevel ankom jeg med varmt brød under armen, fuldfed brie, et glas lynghonning med smag af sol og sommer og en skidedyr te med smag af pærer. Der skal også være noget for børnene.
Vi sad et helt bordfuld, og tog i mod nyankomne med munde fulde af velsmag. Selv de modvillige opgav tårerne, og fordybede sig i honningglassets lyksaligheder.
Et par timer før tid, afspadserede jeg ud af døren, og kørte hjemad. Et forårsmotiv lå i en vandpyt, men jeg havde glemt kameraet på spisebordet, selvom blikket strejfede det meget direkte, men det må have været for tidligt på morgenen.
Indkøb i kurv og pose, og hjemme på trappen stod kasser, og ventede. Ind og pakke ud. Ind og smide regnfrakken og de røde støvler. Ind og pakke frokosten ud, og sætte tænderne i de spyd Bjørnen så venligt havde levnet. De var gode, også selvom de var køleskabskolde.
Jeg gør klar til rengøring, og så ruller lavinen pludselig den forkerte vej. Kvitteringen ligger efterladt på opvaskestativet, et spyd har skåret sig gennen affaldsposen, med katastrofe til følge, og det var meget tæt på, at flasken med toiletrens var havnet i køleskabet, og morgendagens brunchbobler i lokummet.
Mine hænder er som kunststofklude ladet med statisk elektricitet. Alle suger sig fast, kaster sig derefter ud i frit fald, og lander på gulvet. Min venstre fod tér sig somom, jeg havde vadet i et rustent syvtommersøm. Sådan durk, helt igennem.
Et andet sted i huset er man også i gang med rengøringen. Med musik til arbejdet. Også under støvsugningen. Meget højt. Jeg kan ligefrem læse teksten til de forskellige numre, der siver ind igennem mine egne fire vægge.
Det bliver en meget lang rengøringsdag idag, men belønningen ligger lige om hjørnet.
3 kommentarer:
Kære sifka.
God fornøjelse med sug, klude og spand.. Jeg sidder og prøver at tage mig sammen til det samme, men det holder hårdt syntes jeg, der er den ene overspring efter det andet..
Knus fra Ærø
Hmmm, Sifka, jeg havde håbet, at du nu var på vej mod noget, der virkede mod dine tabte genstande?
Mette, overspring kan føre meget godt med sig:) Knus herfra.
Zette, det er psoriasissen, der er værst lige for tiden, men du har ret, jeg skal til at komme afsted.
Send en kommentar