Dagens delle

Oprydningen i køkkenet bragte, udover et rent køleskab, meget godt med sig. En pæn skålfuld frikadeller og to velduftende brød. Selv det uheldige brød er sluppet helt uden mén efter den mindre smarte start i ovnen iført hævekurv.

Dejen blev lavet på en rest gær, samt en portion af en surdej, som en venlig sjæl har foræret mig. Den dag jeg fik den, stillede jeg den fra mig på stuens pult i fuld overbevisning om, at den skulle jeg da nok huske at få med hjem.

Der stod den så natten over, og voksede. Og voksede. Og voksede. Skruede sig ud af låget, og faldt i bløde kaskader udover kanten. Jeg havde fri, og først da jeg faldt over indlægget, 'Sifkas surdej', var der noget, der dæmrede. En opringning senere, var resterne reddet ind i et køleskab.

Nåmen, noget af surdejen, lidt gær, havregryn, vand og et par håndfulde mel, blev rørt sammen til en fordej, der stod tildækket, og nød varmen fra de solstråler, der faldt henover spisebordet og videre ned på nattegudinden.

I mens hældte jeg kogende vand på en stor håndfuld tørrede hybenskaller. Da det var dampet godt af, hældte jeg hyben og honning over i fordejen, og begyndte at ælte dejen sammen med en blanding af groft ølandshvede og italiensk durummel.

Om lidt sætter jeg tænderne i en prøvesmagning af honning-, havre-, hybenbrødet, og håber, at det var det hele værd. Frikadellerne har jeg smagt, og de er blevet rigtig fine.

Farsen blev rørt over hakket kalv og gris, hakkede løg, hvidløg og revet ingefær. Et par bægre æggehvider. Et pænt skud tørret mynte, knust rosenpeber, og så gik jeg Jamie-amok med en pakke Tuc saltkiks. Lidt mælk, og så en tur i køleskabet.

Efter en god trækning i kulden, gik jeg i gang med stegningen. Og ja, de blev altså stegt i fedt for virkelige at fremme de forskellige smagsgivere. Jeg ved det godt. Det er noget gris, men det er fedt i ny og næ, og smager rigtig, rigtig godt. Og, der er ingen, der siger, at man skal sovse uhæmmet rundt i det. Vel?