Lampen

Lampen ved min højtelskede sofaplads driller. Den er måske færdig. Ja, jeg tror det. En erstatning bliver rigget til, og resten af aftenen sidder jeg i tåget energisparepærelys, og hænger ud foran fjernsynet.

Jeg vågner, efter Kramer har vundet over Kramer, eller hvordan det nu lige var, og mine fingre gør stadig ondt.

Et blik ud af vinduet falder på månen. Man kan faktisk spadsere lige derhen, hvor den ligger nænsomt draperet af florlette stykker nattegråt silkepapir, og tage den i nærmere øjesyn.

Man kan faktisk spadsere lige derhen, og tjekke om den gamle lampe ville være brugbar i sofahjørnet. Der ville være en del støv på overfladen, som man forsigtig skulle puste væk, for det er jo en gammel sag , vi har med at gøre, men lyset ville være smukt, når man først havde poleret den ganske let med en blød klud. Så ville den skinne blidt, blødt og alligevel klart nok til hvad som helst.

Jeg tumler i seng, og mens P1 snakker i baggrunden, falder jeg i en drømmeløs søvn, mens en sagte understrøm af ild svider mine fingerspidser natten igennem.

Månen er fuld i nat, og den ville kunne trille lige ind. Uden problemer.