Lykke og lodtrækning

Jeg træder ind i et rum. Nej, om igen. Jeg kommer hjem, og træder ind i en lykkefølelse. Havde du spurgt mig for en rum tid siden, ville jeg have smilet skævt overbærende, og rystet på hovedet. Ikke fordi, jeg kunne sagtens være glad, men sabelkattene lå for tæt på dørmåtten, til at der var plads til lykkefølelser.

Jeg holder en pause for at rode med noget køkkenskriveri. Skramler med gryder og kasserolle, selvom det hele er nemt, og opvarmningsbart. Skyller jordbær, og det er lige på det tidspunkt, at det går op for mig, at lykkefølelsen samtidig skyller over mig. Mig!

Jeg skynder mig at lytte efter sabelkattene i kosteskabet. Knurrer de? Lugter her af rovdyr? Der er stille, og jeg glemmer dem hurtigt igen. Nogen der i øvrigt oftere sker. At jeg glemmer dem. Derinde i skabet.

Jeg står stille i gangen, og ser ud i ingenting. Tænker, og føler på fuld knald. Lykkefølelse. Og jeg kommer til at græde. Bare en lille smule, og da Bjørnen leende ryster på hovedet, knækker tårerne sammen af bare grin.

Efterhånden kommer jeg frem til, at Berlinerpoplerne er på fjernsynet, koldskål og jordbær ved hånden, katten ved siden. Og så har jeg vundet en lodtrækning.