Mørbradbøffer med hjemmearbejde

En blålilla stedmoder lå på fortovet, og lyste op i det grålige vejr, da jeg kom kørende forbi. Den havde sandsynligvis løsrevet sig fra altanen for et bedre liv på gaden. Du bliver klogere min ven, for her kommer vandkanden ikke på jævnlige visitter.

På den modsatte vej hjem legede hvirvelvinden med læssevis af nedfaldne kirsebærblomsters løsagtige kronblade, så de stod mig om ansigtet i hvide strømme.

På spisebordet lægger jeg mappen og papirerne fra mig, og lokker Bjørnen til at klare stegningen, hvis jeg tager den første tørn, med opvask og forberedelser. Han siger ja, og jeg går i køkkenet og vasker, skyller og snitter.

Et par mørbradbøffer senere, kan jeg putte den sidste flødestuvede champignon i munden, og se den blanke side i øjnene. Jeg skal bare lige have slået hul ind til formuleringerne, så kører resten.

Jeg slår hul, og kan vende mig lidt mod sofa og fjensyn, mens en stak ulæste papirer er lige ved hånden og en sammenrullet nattegudinden for fødderne. Bjørnen lusker sig til at lukrere på det nye grafikkort.

Og så er det blevet tirsdag aften, og jeg tror, jeg når det hele.