Når viserne smelter

Mens jeg sætter tænderne i gårsdagens hvede, tænker jeg over tiden, der gik. Umærkeligt forsvandt den, og uden betydning var den. Viserne smeltede af uret.

Og spørger man mig, blev den brugt godt. Vi bevægede os fra det ganske nære, hele vejen gennem universet, og ud dertil, hvor ingen kan vide sig sikker, mens vi brød brød, drak kaffe og guffede røræg, bacon og pølser. Ikke at forglemme juice og yoghurt toppet med en skøn blanding af honning, müsli, jordbær, ananas og frisk basilikum.

Det var en fin lejlighed. Smukt og maskulint indrettet og kaffedåserne blev så godt modtaget, at de hurtigt faldt til ro i det store hele.

Blandt det bedste var også, at blive gjort stum og eftertænksom. At stoppe op, og lytte. Mærke efter. Selv at komme til orde, og have tid til at udtrykke sig. Klart og uklart.

Noget sol havde mast sig gennem skydækket, og vi endte i en grøn gård med de medbragte bobler i glassene. Og jeg var vidne til den skønneste rosmarinbusk, jeg længe har set.

Men alting slutter jo som bekendt, og da husmuren kastede skygge, opgav solen også, og tiden kom igen. Farvel, og tak for idag, sagde vi, og jeg kørte hjem mæt af ord, mad og drikke.

Og i eget køkken, står jeg med min gårsdagshvede, og tænker på, at man godt kan opgradere sine bekendtskaber ind imellem.