Famlende

Søndagen er slut om lidt, og en ny uge ligger og venter. Jeg er lidt famlende i forhold til, hvordan jeg egentlig har det. Kan ikke rigtig mærke efter. Mangler sans og samling. Og selvom jeg tåger ukoncentreret rundt, er jeg godt klar over, hvad det betyder.

Hvis jeg forsøger at se ind i næste uge, emmer det, og konturen bliver uskarp og sløret. På den anden side set, gider jeg heller ikke rigtig at se derind, og vil helst bare putte mig i søndagens planer og prioriteter.

De korte glimt, jeg alligevel har fået raget til mig, af den kommende uge, rummer interessante forslag til mig selv om at prioritere helt uventet og anderledes.

Sabelkattene nærmest snorker i skabet, og de ville vist ikke ænse, hvis jeg lukkede døren op. Måske er fejden her i virkeligheden ovre, og det næste store opgør foregår i stedet mellem mig og min indre kontrolbamse?

Brokker ramler usmukke ned på tastaturet. Jeg gider ikke rigtig skrive dem rene, og de får lov til at rasle rundt uden hoved eller hale, men i morgen, når det er blevet næste uge, kan jeg sikkert læse det vigtige, der ligger mellem linierne, som jeg er blind for ligenu.