Fjernt blik og ostemad

Fordelen ved fast torsdagsrengøring står soleklart, og skinner omkap med den, der hænger i udsigten. Man kommer hjem, smider kørekåben, og går i gang. Enkelt, og billetindløsende til en hel weekend fri for vandpjask med mobbe.

Her står jeg lørdag morgen, og erkender dette med den forpjuskede fletning hængende i postkassen, mens jeg overvejer, hvordan den forsinkede kærlige pleje af den kære 'hytten her',skal gribes an.

Jeg overfaldes også af overvejelser om den kommende uge, der forløser den kommende student. Familiedelen af sagen bringes på plads med en opringning til min bror, der uhæmmet deler begejstringen, og glæden over Bjørnens triumf. For en triumf er det altså.

Rengøringen hviler i sig selv, mens jeg samtaler over mobilen, der har holdt sig gående på een opladning siden sidste lørdag. Kan man kalde det en triumf til sammenligning? Nej vel, men det er dejligt at den fungerer efter tre måneders bøvlen frem og tilbage.

Under Bjørnens tidligere lange, og meget kedelige sygdomsforløb, var hans søster med, og tit når angsten var størst, og mest uhyggelig. Vi samlede trekløveren, og forsøgte på bedste vis at grine os ud af bekymringes skumle skovstier.

Og søsteren kommer igen, og samler trekløveren, så jeg ikke sidder alene, og stråler af stolthed, når Bjørnen går frem, og får eksamenspapiret stukket i poten. Så kan vi sidde sammen, og krølle tæerne, når hans navn igen-igen siges forkert, eller smile til hinanden i glædelig surprise, hvis opråberen rammer rigtigt. Bagefter kan vi huje, pifte og glimte glæde, mens han kører afsted mod nye indfaldsvinkler.

Sådan forsvinder tiden, og under forberedelserne til nedbrydning af en opvask, fanges blikket af et naturhvedebrød, som jeg havde glemt eksistensen af. En gnalling tilpas moden brie ligger, og lurer i køleskabet, og derefter er der ikke langt til tepause og ostemad.

Det slår mig, at efterhånden som eksamenslæseriet er for nedadgående, er Bjørnen faktisk for opadgående. Han har indhentet de tabte år, og er blevet mere skarp i konturen. En ung mand, der glæder sig vildt til at sætte tænderne i livets næste bid af kagen.

Den erkendelse slår ikke benene væk under mig, da den rammer. Overhovedet ikke. Det er snarere en lystigt boblende fornemmelse af lettelse, stolthed, selverkendelse og ro. Det går op for mig at næste gang, det bliver stort og afgørende for os, bliver ikke udannelsesvalg og den slags. Nej, det bliver sguda, når han slipper redekanten.

Og lige med et ved jeg, at jeg til den tid, vil stå i rededøren, og smilende baske farvel med vingerne. Baske helt vildt, selvfølgelig, men med ro i sjælen. Og en tåre i øjenkrogen, for det hører sig altså også til.

Og så er det vist badeværelsets tur.