Skiftingen

Det er jo den mobil, der. Jeg kan hente den. Og det gør jeg. Allerede da den ligger på disken, er der et eller andet, der banker prøvende på. Jeg kigger bare formålsløst på skærmen, mens jeg lagrer de ord, der strømmer ud fra lærlingen.

Og kører hjem.

Fisker mobilen op, og konstaterer, at jeg ikke kan lide den længere. Sætter mig ved skrivebordet, og nærlæser den. Det kan da ikke passe, at bare fordi jeg ikke har haft den i mere end tre måneder, så hader jeg den lige pludselig?

Men det gør jeg.

Den er dum, grim og kedelig. I det hele taget ubehagelig at have i hånden. Føles forkert. Helt forkert. Der er ridser på tastaturet. Der er to små buler bagpå. Og flere ridser. Skærmen nærmest tåget.

Nu buldrebanker det på erkendelsens dør. Det er ikke min telefon!

En samtale senere er jeg afsted igen. Og da jeg kører hjem igen, har jeg en helt spritny mobil i tasken. Lærlingen var trist over sagen, men næste gang jeg skal have en ny mobil, og han har efterhånden regnet ud, hvad jeg ønsker mig, så venter et fabelagtigt tilbud. Men, først tjekker jeg lige, om den nys hjembragte nye nu også virker efter hensigten.

Det danske vejr, er som bekendt Gajolvejr, så der røg en lige halv kasse oveni. Tak!