Tørkogt
Tanker om ting og tilstande. Mange af slagsen er kørt over skærmen i dag. Allerede tre minutter senere end clockradioen skulle have givet alarm, vågnede jeg, og tænkte de første. Og derefter forsatte de dagen lang.
Mit højre håndled har vrøvlet i lang tid. Jeg har nærmest glemt hvor længe. Nu gør det endnu mere ondt, og min elegante bevægelser ved tandbørstning er betydeligt hæmmede. Nærmest kluntede. Grimme. Og smertefulde.
Min venstre fod ligner noget, der sidder på en bovlam øgle. Revnet, tørkogt tyk skællet hud. Øglehud. Øglefod. Øgleøm.
Jeg halter mig gennem dagene på mine øglefødder.
En kollega har fratrådt sin stilling. Har fået drømmejobbet. Godt for hende, skidt for de efterladte. Aftenens samtaler munder måske ud i en god højere enhed, og med en ny kollega. I pausen mellem to, får jeg næseblod!
Min mave er et nervevrag og tinnitusklokken kimer konstant.
De næste 48 timer vil jeg være som en hund. Med retten til at spille død på min side. Jeg har taget fri på mandag, og kan derfor stå af, og slå bak i fridagsstakkens samfulde fire dage.
Undskyld klagesangen, og de eventuelle løsthængende negativiteter. Inderst inde ligger lykkefølelsen stadig trygt og godt forvaret, og sabelkattene er på plads i skabet. Jeg trængte bare til at skrige. Lidt. Højt. Måske?
Jeg trækker mig tilbage bag dagens sidste billede, og så løber kameraet også tør for batteri. I morgen er vi vel begge genopladte?
Godnat, og tag med i en drøm. Uden øglefødder. Uden sabelkatte. Uden kosteskab. Måske ses vi imorgen? Måske spiller jeg den døde hund i 48 timer? Måske venter jeg, til stakken er brugt op, og det igen en gang er blevet tirsdag?
7 kommentarer:
Kare Sifka
Jeg har fulgt dig i lang tid, i det skjulte og det er nu paa tide, jeg sender dig en hilsen. Dit sidste indlag fik mig ud af busken.
Jeg fornemmer din smerte, men ogsaa en ukuelighed og styrke som jeg tager hatten af for.
Jeg haaber at dine skabskatte ikke springer ud, at du faar hele kroppen plejet og passet de naste par dage, samt bevarer din sorte humor.
Mange varme hilsner fra ravheksen.
Åhh, Sifka. Nogen skal gøre noget ved dig, gøre noget for dig og gøre noget godt. Får lyst til at skrive små pinlige trøste-ord i dit kommentarfelt....
Det er ofte svært passivt sidde her og læse.. Jeg sender dig varme tanker og kærlige knus.
Åh, det lyder godt nok ubehageligt :-(
Skrig bare løs - det renser rigtig godt. De bedste tanker og håb om god bedring herfra.
Skrig og skrål min yndlingsskratmås! Hvis det virker så brøl!
Jeg ville ønske, jeg havde kuren, der kunne frigøre dig for øgleskæl og sprukken hud, der smerter...men jeg kan jo ikke trylle.
Sende varme tanker og digitale kram, det kan jeg til gengæld godt!
Sifka, det er svært ikke at kunne gøre et eller andet for at hele smerterne du har. Du som altid har en knivskarp og rammende kommentar til os andre, du som ikke siger noget til mig, der ikke er klogt og kvikt. Jeg ville ønske jeg lige kunne gøre det samme for dig, men det eneste jeg kan er at skrive og ønske dine smerter langt langt væk. Riv stikket ud, plej dig selv og glem at være noget for nogen anden end dig selv de næste dage.
Det er ok at skrige lidt syntes jeg.
Mange kærlige hilsener
Henriette :)
Kære ravheks, jeg modtager dine varme hilsner med stor glæde. Tusind tak for din kommentar:)
Kære Zette, der er heldigvis sat skub i tingene på den fysiske side, og jeg har fået den henvisning, jeg sådan havde brug for. Nu er der så kun ventetiden, der skal overståes, men jeg er på vej.
Ved siden af får jeg også de strøg over håret, og de klap på skulderen, der gør det hele meget lettere.
Dine kommentarer gør godt, og jeg er taknemmelig for dem:) Og man må godt være pinlig;)
Miri, passiv sidder man tit i denne verden, men din varme hilsen gør sit gode. Tak:)
Piskeris, det er skisme også ubehageligt, men der er forhåbentlig bedring på vej. Indtil da, tillader jeg mig til tider at skrige og tænderskære, for du har nemlig ret, det renser, ligesom tordenvejr og lynild.
Tak, for din venlige hilsen:)
Lotten, mit mågehjerte glæder sig over dine ord, mens skrattmåsan svinger sig op under det blygrå skydække, og skriger indtil solen skærer sig igennem.
Åh Henriette. Jeg smiler bredt over din kommentar, der udover at glæde og trøste, får mig til at tænke på, at jeg nok ikke er den eneste skarpe kniv i skuffen;)
Send en kommentar