Efter skoletid
I går havde jeg fornøjelsen af at møde fire af mine gamle klassekammerater fra folkeskoletiden. Det var en meget særlig oplevelse, som jeg har tygget på lige siden, jeg tog hjem derfra først på aftenen.
Var det sjovt, eller var det trist? Var det nødvendigt, eller kunne vi have sparet os? Var det hyggeligt at rode op i fortidens gryderet? Var det opbyggeligt med disse fragmenter fra en svunden fortid? Ridsede vi i overflader, eller krakelerede lakken af sig selv?
Jeg ved det ikke. Aner faktisk ikke rigtig, hvad fanden der foregik.
Vi skal mødes igen. Flere af os, hvis det kan lade sige gøre. Vi vil fejre de 40 til næste sommer. Hvis vi ellers kan finde hinanden. Jeg har meldt mig til opgaven at finde folk, og indtil videre har jeg spottet en håndfuld.
Men hvad driver værket mest? Tanken om mødet med stemmerne fra fortiden, eller sporten i at opspore de glemte og gemte?
Mens jeg tygger videre, kan jeg fortælle, at jeg ristede en bakke kantareller på en meget hed pande. Piskede æg med lidt fløde, og krydrede med rosenpber og salt. Efter en stund tog jeg kantarellerne af panden, og hældte æggemassen på. Vogtede den nøje, og endte alligevel med at give den lidt for meget, så jeg skiftede fra begrebet omelet over til stor æggepandekage, der blev foldet omkring de ristede kantareller.
Grove skiver af fuldkornsbrød ledsagede min kantarel- og æggepandekage. Det smagte godt.
5 kommentarer:
Tror der må være en mening med at du laver svampe i forlængelse af dine overvejelser ;-)
Mycelium er nemlig svampens underjordiske del, hvor der dannes et stort sammenhængende netværk. Måske en parallel til gamle skolekammerater og den fælles historie, der forskelligheder til trods danner et fælles underliggende fundament. Og det der fundament du har kokkereret ser godt nok lækkert ud ;-)
Nysgerrighed på livet ville drive mig.
At se sig selv i den virkelighed der er nu, og spejle det lidt i det der var engang.
Men nu er jeg jo også mere end almindelig nysgerrig:)
Kære Sika, nu med billede :-)
Mange mennesker har den trang til at se mennesker fra fortiden. Tror ofte det kommer med alderen..
Din æggekage/kantarellomelet ser himmelsk ud !
Jeg blev glad af at se dit billede. Du ser så humørfyldt ud.
Jeg kan også have trangen til at se "gamle" folk. Mest ren nysgerrighed tror jeg, og måske også noget med "se mig, jeg er ikke gået i hundene..."
Nysgerrigheden ville også drive mig, Sifka.
Herligt at "forside-mågen" er blevet skiftet nu :-)
Send en kommentar