Forhistoriske uhyrligheder

Dag ret skulle have været rejer med spidskål, men jeg havde glemt spidskålen i kassen så i fællesskab med varmen, havde den opløst sig til en anden tilstand, som var en køkkenmødding værdig.

Godt oplæg til et indlæg om mad.

Mens jeg stod, og fortvivlede i køkkenet, rev jeg grøntsagsskuffen ud, og sporede mig ind på to blomkålshoveder, der mindede om noget fra fortiden, sådan lidt dinosauragtigte. De blev plukket ud i småbuketter, lagt i en gryde og dækket med koldt vand. Gang i gassen, gryden over blusset, og var det bare at vente på, at det ramte kogepunktet.

Jeg kogte til al dente. Hældte vandet fra, og fremdrog en ren kasserolle fra dybet. Heri smeltede jeg en skefuld smør, og rørte sammen med en skefuld mel. Blomkålsvandet blev brugt til at spæde opbagningen, og tilsidst afsluttede jeg sovsen med salt/rosenpeber, fløde, citronsaft og -skal.

Blomkålen blev anbragt i en lille bradepande, og citronsovsen hældt over. Med vilje havde jeg gjort denne meget syrlig, denne fortidslevning af en opbagt sovs. Ren mormor.

Ovnen blev sat på 200 grader, og en pose rejer blev hældt i en sigte, der af sikkerhedshensyn blev placeret i en gryde med låg, så Nyx ikke skulle blive fristet til at spadsere på køkkenbordet.

I mens sad jeg i stuen med det stikkelsbærgrønne strikketøj, hvor jeg er nået frem til forstykkerne.

Tilbage i køkkenet havde jeg et Il Fornaio brød, der lige skulle lune i ti minutter, og da de fem var gået, satte jeg fadet med blomkål og citronsovs ind som opvarmningsmakker.

Det var alt i alt en overraskende vending de rejer og spidskål tog, men dagens aftensmåltid blev ikke spor ringere af programændringerne.