Blæst om

Jeg har det nok ligesom en kastanie, der hænger højt på en gren, og godt er klar over, at den skal se at komme ned. Og blive til noget større.

Jeg gider godt blive til noget større, men den eneste måde jeg orker at gøre forsøget på, når jeg kommer træt hjem, er at indhalere små firkantede stykker chokolade af enten den lyse eller mørke slags. Med orangesmag. Når jeg sidder der i sofaen, og samtidig ser skod-programmer i fjernsynet.

Som modvægt til alt det dumme, glider glatte garner mellem fingrene, der er på vej ind i deres hysteriske vintertilstand, så jeg strikker på tid. Lånt tid endda. For det solrige efterår har udsat pinen lidt endnu. Kun lidt. Tre fingre er revnet i skæringer så skarpe, som var de skåret med kridhvidt papir.

I går oplevede jeg, at tre-fire mennesker næsten samtidigt, sagde mit navn for at fange min opmærksomhed. Det er meget at gabe over på én gang. Og jeg glemte da også en seddel på bordet. Måske skulle jeg opsætte et nummersystem.

Indrømmet, jeg synes, at det er fedt nok, at bevæge sig rundt i den travle tid, men jeg kunne bare godt tænke mig at blive så meget større, at jeg selv kunne bestemme, hvor længe den travle tid skulle vare.

Så alt i alt gider jeg godt at være oppe at gynge i al ruskeriet, men omvendt er jeg ikke så vild med at være ophængt i den travle tid.

Mig i en kastanieskal, og måske er det på tide at lade sig falde?