mandag den 12. oktober 2009

Svaner i havneløb

Vejret var vidunderligt mærkværdigt, da jeg trillede ned langs havneløbet i eget nabolag. Store mørketunge skyer trak op ude bagtil, mens solen glitterfarvede i de bølger, som en flok ungsvaner havde forvildet sig ud i.

De signalerede indbyrdes i en konstant pibekoncert af en svanesang, mens de med jævne mellemrum måtte opgive at svømme under Langebro på grund af forbipasserende bådtrafik i svømmebanerne. Først en friskfyrs kajak, og lige derefter daffede en havnerundfart forbi.

Måske var det deres første lange tur på egen hånd?

Hjemme i hytten her, fik jeg hurtigt smidt slæberne, for fødderne jamrede, og var trætte. Ja tak, hele kroppen var træt, og mærket af den efterårskulde, der nu sætter ind for alvor. Den mørke tid ligger lige foran. Uf!

Bjørnen lod sig overtale til at tage en tørn i køkkenet, og nu står han der, og tryller med koteletter, ris, champignoner og porrer. Men inden han for alvor tog over, udførte jeg de indledende manøvrer, mens han var optaget på mobilen af en samtale med en kammerat, der måske skal samme tur igennem, som han selv var for et par år siden.

Men, inden vi nåede så langt, sad jeg, og nød solnedgangens ildebrand i universitetets vinduer. Der var drøn på, inden mørket sænkede sig. Og mørkt er det. Nu.

God aften!

3 kommentarer:

Lene sagde ...

Der var i den grad ildebrand i himlen i aften, og ingen kamera i nærheden her ;-)
God aften til dig også :-)

Lotte sagde ...

Solen gik ned, mens jeg frigjorde endorfiner indendørs, så jeg missede flammerne på himlen...

Også en god aften til dig :-)

Ravheksen sagde ...

Det var en smuk eftermiddag Sifka.
Nu kommer tiden, hvor vi putter og taender lys indendoere, er det ikke hyggeligt?
Haaber du faar en god og varm dag :-)