Satans osse!

Jeg kører glad fra job i ført nye sølvsandaler og forventningsglæde. Bjørnen skal til gymnasiegallafestbal på fredag og vi skal ud og powershoppe festtøj til ham. Ja, jeg må godt komme med, for det er mig der sidder på Kassen, og vi er gode til, at shoppe sammen. Jeg blander mig ikke så meget, betaler ved kasse 1, og rådgiver gerne, når det er ønsket.

Jeg har ikke travlt og ser mig godt for, inden jeg speeder op for at kurve et venstresving. Og så, out of nowhere, kommer der, en eller anden hurtiggående spøgelsescyklist, på lånt bycykel, kørende direkte ind i mig. Jeg kunne bare se til, for jeg havde ikke én eneste, bare lillebitte chance for at undgå ham. Kapauw! og jeg lå i gruset med cykel og sølvsandaler.

Han undskyldte meget, på et sprog jeg ikke forstod en disse af. Han slog over i engelsk efterhånden, som han fik bekæmpet sin del af chokket og ordene begyndte, at give mening hos mig, der var rasende, forslået og chokeret. "Are you allright?", "Are you allright?", "I'm sorry!", "I'm sorry!". Nu får vi øjenkontakt, er begge i focus og så siger han: "I'm sorry!", "I'm from Poland."!??? Jeg har skide ondt og kan kun snerre: "Åhr jaer, you're just a f'***ing IDIOT!" og så humpede jeg over gaden. Ikke særligt imødekommende, og langt fra høfligt, men det var, hvad der var overskud til lige på det tidspunkt.

Nu sidder jeg her og med is på hånden og er ynkelig. Jeg kan ikke strikke, hækle, lave mad, bage, lave Superpangørenringene, eller noget som helst. Jo, jeg kan blogge med en hånd, men ikke fotografere. Øv, jeg er irriteret og gal. For jeg kørte efter helt bogen, men det er uden betydning i denne sammenhæng, for man kan ikke gardere sig mod idioter.

På den anden side er jeg jo skide glad for, at jeg ikke kom mere til skade. Jeg har ikke slået mig til blods eller hjernerystelse og jeg har heller ikke brækket noget. Cyklen er hel og læderjakken lå i cykelkurven. Havde jeg haft den på, var den blev ridset, uklædeligt, efter rutcheturen henover gruset, men den slap altså med skrækken.

Bjørnen måtte tage alene ud og sondere terrænet for tøj og sko, men inden han smuttede ud af døren, fandt vi ud af, at vi har chancen for en fællesudflugt igen fredag eftermiddag. Så nu krydser jeg fingre for, at der til den tid ikke er polske bycykelcyklister i farvandet.