Slentretur.
Veninden ankom og da vejret var i sit fineste lune, så måtte vi ud og se os omkring, efter vi havde frekventeret den nærmeste Blockbuster for at leje dagens højdepunkt.
Veninden har tidligere boet i området, men meget er sket og byggeriet står nyt og tæt på havnefronten. Meget af det er, efter vores opfattelse, en gang rod. Og det gælder på begge sider af havneløbet.
På den ene side ligger det ene arbejdspladspalads, efter det andet, med de fede udsigter til folk, der skal ha' næsen i en skærm hele dagen. Nå ja, de kan selvfølgelig nyde de gamle Bryggehuse og kirsebæralleen i frokostpausen.
Lige efter Bryggebroen havde denne lille forårsforhave lagt til kaj og det var rart at kigge på midt i al byggeforvirringen. Fisketorvet er snart helt forsvundet bag endnu mere nyt byggeri.
Områdets opbygning virker tilfældig, som om nogen har smidt en hel håndfuld klodser, uden dybere mening.
Den gamle Sojakage er bygget om til boliger og i deres baghave er der frit udsyn til Costa del Bryggen.
Der mangler faktisk bare de spraglede badehåndklæder på altanerne, så kunne man da godt tro sig hensat til sydligere himmelstrøg a la Mallorca, hvor det er værst.
Resten af turen gik gennem den grønne oase, som Fælleden udgør. Her slentrede vi fordi rideskolen og Ballonparkens små røde skure.
Vi kom ud i det oprindelige og fandt et hjørne, hvor vi kunne slukke tørsten med frit udsyn til en blålilla, nyudsprungen syren. Der midt på stenbroen i skæret mellem gade og fortov.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar