Hjulspin i gaden.
Hele morgenen og formiddagen spinnede cykelhjulene på asfalten. Gaden var spærret af, men det var der alligevel en hel del, der ikke kunne finde ud af, så de krydsede og tværsede frem og tilbage over 'banen'.
Barnevogne, cyklister uden deltagermærker, fodgængere, biler og en enkelt turistbus. Bussen var godt nok udenlandsk og måske kender man hjemmefra ikke til den slags afspærringer med brede stribede plastbånd, officials og hjemmeværn. Godt det ikke var Tour de France.
Da jeg kom tilbage fra mit havebesøg havde deltagerne udskiftet cyklerne med rulleskøjter, og der var pænt drøn på skøjten, må man sige. Jeg bli'r venligt guidet videre og kan cykle hjem til min hoveddør uden at komme i vejen for arrangementet.
Sådan er det at bo i den store by. Der sker hele tiden noget. Fest og spas. Uroligheder. Røg, støj og møg. Dytten og båtten. Musik og fyrværkeri. Turister der glaner, peger og snakker højt. Hunde der gøer og gør.
Børn der griner i gårdene og spiller bold op ad murene. Klokker der kalder. Klokker der ringer ind og ud og lyden fra en transistor fra et åbenstående køkkenvindue. Gardinet vifter blidt i sommerbrisen og lyset aftager. Månen hæver sig og fremmaner ro.
Godnat.
2 kommentarer:
Igår var vi på havnen og se profferne - idag var vi der for at se motionisterne - så tog vi hjem -hvorefter at husbonden lige løb der ind for at se "STAFETTEN". Sådan er det at være gift med en sportsfreak, der er gammel jernmand (på den fulde distance, men nu er marathon mand. Jeg kan ingen af delene.. Men vejret var heldigvis fint om søndagen.
Marianne: Jeg er heller ikke den store sportsfreak, men når nu de kommer drønende lige forbi, så må der kiggges;)
Send en kommentar