torsdag den 5. juli 2007

Solskin i skiver.

Jeg kastede mig ud i vejret for at indkøbe et par økologiske appelsiner til min solkage, men det havde man ikke i det lokale supermarked. Derfor blev det til en solkage med citron i stedet for.

Det har ikke gjort den ringere, den er stadig Apollon værdig og lever helt op til barndomserindringen.

SOLSKINSKAGE:.

250 gr blødt smør piskes med 200 gr sukker. 4 æg tilsættes ét ad gangen og der røres godt mellem hvert æg. Tilsæt revet skal af 2 citroner eller appelsin og en håndfuld hakkede mandler. Sigt derefter 250 gr mel, samt 1 tsk. bagepulver ned i blandingen. Vend det hele med en dejskraber til en ensartet dej.

Dejen hældes i en smurt form, gerne raspdrysset, og kagen bages i en forvarmet ovn, der er sat på 175 grader, og bages i ca. 1 time på nederste rille. Prik og se om den er færdig.

Kagen skal nu køle lidt af i formen. I mens blandes 1 dl sukker i en skål og tilsættes saften fra 2 citroner eller appelsiner og røres til sukkeret er helt opløst. Prik kagen med en gaffel og hæld lagen over af flere gange.

OG SÅ ER DET AT KAGEN SKAL STÅ OG TRÆKKE TIL NÆSTE DAG...

men ikke her i huset. Derfor da kagen var kølet helt af, tog jeg den ud af formen og placerede den på et fad. Overhældte den med 100 gr smeltet orangechokolade, tilsat 1 tsk. smør, og kaldte på Bjørnen, der straks var klar med kagetallerkenerne.

9 kommentarer:

Anne sagde ...

Mums, den ser lækker ud, Sifka!

Måske er det sådan en, jeg skal bage i morgen, mon ikke den ville passe til at tage med i sommerhus i regnvejr.

Jeg bagte engang en kage med en masse mandler og en kogt blendet appelsin, den var nu heller ikke værst.

Jeg smutter ud og snupper en saltstang, det er vist hvad vi har af lækkerier :-(

Andrea sagde ...

Oj, hvor ser den lækker ud - og solskin i skiver skal være dit varemærke.

lifeondyssen sagde ...

Appelsinkage .. en mere af min ynglings .. sig mig Sifka kan du læse kagetanker ;o)
Nu må du altså snart invitere til prøve-spisning med al det mad du laver :o))

Anonym sagde ...

Hejsa!

Sikke da en fantastisk side jeg her er faldet over :-)
Ja, jeg jagter jo altid rundt på nette efter inspiration til nye opskrifter at afprøve og så er jeg så heldig at falde over din.....

Jeg er et rigtigt "madøre" med egen madblog.......og jeg får aldrig nok af at læse og se på mad *S*

Mange hilsner
Newyorkerbyheart
www.newyorkerbyheart.blogspot.com

Sifka sagde ...

Anne: Den kage kender jeg godt, men nogen gange synes jeg at smagen bli'r for 'appelsinet'.

Andrea: Tak, et bedre varemærke kan jeg vist ikke få:)

Dyss: Jeg har fået at vide at jeg har evner for clairvoyance, men har aldrig bevidst tænkt på at bruge det, men who knows, hvad jeg gør ubevidst:)

Hej Newyorker... Velkommen til. Jeg har skam besøgt dig tit, og er ligesom du et 'madøre'.

Jeg omlægger ting, så derfor har jeg ikke fået opdateret 'læselisten':)

Anonym sagde ...

Jeg har også lavet en citronkage for ikke så længe siden. Det er guf!

Solskin kan vi ihvertfald godt bruge, om det så "kun" er i skiver ;-) Ser lækker ud!

Marianne sagde ...

Jeg er blevet tagget, og vil tagge dig. Vil du være med?

http://mariannesmening.blogspot.com/2007/07/8.html

Anonym sagde ...

Det lyder som en sag til eftergørelse - tak for ideen

HANNE sagde ...

Hej Sifka...
Tak fordi du gider dele dine opskrifter med os andre.....Hav en dejlig dag :-)