søndag den 2. september 2007

Stor kogekunst?

Efter et kig i Nanna Simonsens 'Smag på Danmark', fik jeg lyst til at lave æblegrød. Enkelt, let og simpelt. Ikke den store kunst, men det smager vidunderligt med lidt knasesukker og fløde.

Jeg krabber mig gennem dagen, for fysikken gør knuder, og jeg er dødhamrende træt af det. Der er ting der bare skal gøres i dag, og så er der det sjove.

Begge dele udføres med sammenbidte tænder, trodsigt og indædt. Jeg taber ting og bli'r rasende. Lysten til at bide i glasplader og spytte splinter er stor. Bjørnen træder til, og er flink til at hente ting og hjælpe med støvssugning og gulvvask.

Men det var den æblegrød, vi kom fra. Jeg tog en flok æbler, skrællede dem og fjernede kernehuse. Op i en kasserolle med stykkerne og tilsæt en lillebitte smule vand, derefter over ilden ved svagt blus og på med låget. Koges til æblestykkerne bliver skumagtige og falder sammen i varmen.

Herefter smed jeg en håndfuld sukker over og rørte rundt med en dejskraber. Jeg har smagt på den, og den er god. Syrligt og frisk.


3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Smager det ikke bare yummmi.... det er frækt og næsten syndigt. Man skulle være et skarn om man ikke kunne lide æblemos.
Trods alle smerterne med at frembringe denne kogekunst så er det smerten værd, tror jeg?

Andrea sagde ...

Øv at du og din krop kriges.

Din grød ser lækker ud og Nanna er jo altid god for et solidt indput.

Men jeg må heller melde mig som et skran, jeg må indrømme, at jeg simpelthen ikke kan lide æblegrød og/eller gammeldags æblekage.

Tanken og synet tiltaler mig, men der er noget ved konsistensen.

Men det er også den eneste brist, jeg har ;)

HANNE sagde ...

Sifka, du tryller minder om mormors æblegrød frem :-)Det ser fristende ud, jeg må i bunden af haven og kigge til mine æbler...