En drøm om Venedig.

Det er hårdt at komme i gang igen efter den der lange ferie, men jeg har de bedste intentioner, og i går aftes satte jeg mobilens alarm til klokken syv, selvom jeg skulle møde sent i dag. Mobilen skulle forøvrigt overnatte i opladeren, så jeg skulle altså også stå ud af sengen, når alarmen slog bibbende til.

Klokken syv havde jeg selvfølgelig fortrudt, hentede telefonen, stillede alarmen om, og lagde mig til at sove igen.

Jeg blogger ikke ret meget om mit arbejde, og det kommer jeg heller ikke. Jeg har et ønske om at skille de to ting, og bloggen henhører til fritiden, og holdes derfor i privaten. Men det skal ingen hemmelighed være, at jeg er offentlig ansat pædagog i en daginstitution her i byen.

Min kollega og jeg var på en tur sammen. Vi ankom med toget, men vi var lidt i vildrede om, hvor vi egentlig befandt os, indtil jeg genkendte nogle bygninger dér fra periferien, hvor vi stod. Der lå basilikaen på Marcuspladsen i Venedig. "Vi er i Venedig!", udbrød jeg glad og begyndte at græde, af ren glæde over igen at have venetiansk grund under fødderne.

Min kollega, misforstod, og blev helt ulykkelig og forfjamsket over min gråd, og begyndte at fumle med sin pengekat, mens han henledte min opmærksomhed på en bod lige ved siden af os. De solgte t-shirts, og der var mange af dem. "Se, Sifka. Du må vælge lige, hvilken én du vil. Jeg betaler! Se på dem og vælg en!".

Jeg havde nu ikke synderlig lyst til t-shirts. De kostede desuden 25.000 lire, og ved siden af hang nogle meget smukke kjoler, der i øvrigt også var langt billigere. Han skulle så heller ikke stå, dér på banegården, og flashe hele sin pengebeholdning. Folk sjæler som ravne på steder med mange turister. Nej, vi måtte hellere komme videre, ind i det rigtige Vendig, hvor der ikke var biler, men kun både og broer. Vi skulle bare tværs igennem et shoppingcenter og over en bro, så var vi der. Jeg var i den syvende himmel og solen skinner tværs... igennem lejligheden.

Jeg har sovet over mig! Kommer fjollet og forvirret ud af døren ude af stand til at indhente tiden.

Senere endnu efter en lang dag på instituttet, kommer jeg hjem, og trækker mig op af trappen med et knæ, der igen føles, som det er fyldt op med grøn oasis. Tankerne snurrer. Middagsmad, blogge, hygge, gøre dit, gøre dat. Træt, træt, træt. Og i morgen er der dét, og på torsdag er der noget andet, for ikke at tale om fredag.

Indenfor venter, uventet, men lykkeligvis, skiver af helligtrekongersbrød dækket med tunsovsen fra forleden, der i dagens anledning er rørt op med lidt mayonaise. Der er mere råkost på køl, og en ordentlig omgang Kusmi er hurtigt fremstillet. Koteletterne røg i fryseren til en anden god gang. Fællesskab er guld.

Bloggeriet? Ja, jeg er vild med at blogge, men det er en hobby ligesom strik og alt det andet, jeg elsker at beskæftige mig med. Bloggeriet er mit antistressmiddel, og som sådan forbliver det. Jeg blogger, når jeg har lyst, har overskud, og når der er noget på hjertet. Gider jeg ikke, finder I mig sandsynligvis i kommentarfelterne. Take it or leave it.