Hø og sengehalm.

Jeg kom aldrig videre i går, for jeg blev pludselig så træt, at jeg dårlig orkede at løfte en finger. Jeg foretrak at gå i seng fremfor at tage til aftenstrik i Klosterstræde. Stille og roligt hævede mandlerne, og bihulerne snottede til. Stemmen var fra tidligere på dagen kalket til som ravnerøst, men det er jeg så vant til, at jeg ikke altid tager det så tegn på, at noget er under opsejling.

Tidligt i morges ringede jeg afbud til instituttet, og sov derefter videre. Nu er jeg lige en tur oppe og beskue verdenen og posten, inden jeg igen forsvinder ind under den varme dyne. I aften sidder kollegerne, og mæsker sig i årets julefrokost, mens jeg mæsker mig i varm te og næsepapirer. Hvor jeg dog hader forkølelser!