søndag den 13. januar 2008

Labre lag.

Veninden kom med toget, Bjørnen med bussen og jeg selv på cykel, men ligemeget, alle vej førte til Imperial i dag, hvor vi skulle se en hamrende god og spændende film klokken tolv, på sofarække, midtfor. Med andre ord, byens bedste pladser.

Bagefter blev Bjørnen udstyret med mine luffer og cykelnøgle, og kørte i forvejen. Veninden og jeg slog et sving omkring Kusmipusheren, og fik en dåse Prince Wladimir og Thé vert à la menthe Nanah med i bagagen. Nu er Kusmireolen fyldt helt op, og idet jeg har drukket te fra dette russiske pariserfirma i mange, mange år, har jeg efterhånden også fået dækket mit behov for anden anvendelse af de skønne dåser. Nu begynder jeg at savne et løsvægtssystem.

Efter en rask spadseretur hjem var vi atter samlet, og fik bænket os i hytten her med kager, Kusmi og hjemmebagt brød, skønne oste og lidt lemon curd. Lagkagen havde, natten over, opført sig præcis, som jeg havde ønsket det, og den var bare lækker. Avocado og jordbær udgør et fantastisk makkerpar. Blandt mine yndlings- sommermadder finder man avocado og friske jordbær på rugbrød. Det smager herligt.

Veninden er lige taget afsted på sin lange hjemrejse, og der er ryddet væk og skyllet af. Aftensmad bliver rester, lagkage eller ostemad. Jeg er stået af, og skal bare nyde tilværelsen i min sofa med avis og fjernsyn. Om en time er det Sommertid, og bagefter ser jeg ad.

Tak for fødselsdagshilsnerne, men nu er det først på tirsdag, at den unge mand bliver ældre, så jeg tror, at jeg gemmer dem indtil da.

7 kommentarer:

Andrea sagde ...

Det lyder som en perfekt dag. Har aldrig prøvet jordbær og avocado sammen, men har skrevet mig kombinationen bag ørene til en sommermad.

Anonym sagde ...

Avocado + jordbær = sært, spændende og skal absolut prøves. Det var jo en perfekt dag i godt selskab, go' film og skøn mad :)

Suzy Q sagde ...

Undskyld... det var jo MIG der sagde "navepirrende". *suk* jeg havde klæbrig mund.

Kagekonen sagde ...

Avocado og friske jordbær er bare så godt sammen på rugbrød. Kombinationen er også god i salat og jeg kan levende forestille mig hvilken himmerigsmundfuld det er når det omgives af sukkerbrødsbunde og frisk flødeskum...

Hvad synes du om filmen? Fantastisk ikke?

Suzy Q sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Suzy Q sagde ...

I øvrigt skal jeg da prøve den der Thé vert à la menthe.. Uhmmmmm..
:o)

Madame sagde ...

Det lyder som en rigtig god dag. Også hos os skal din idé med avoco og jordbær helt sikkert afprøves.